Ved mail af 8. november har Justitsministeriet anmodet Dommerforeningen om eventuelle bemærkninger til et udkast til en revideret grundlistevejledning.
Dommerforeningen har behandlet udkastet til vejledning på et bestyrelsesmøde.
Mange domsmandssager – og det gælder for den sags skyld også nævningesager – er blevet mere omfattende og mere komplekse end tidligere. Sagerne strækker sig ikke sjældent over flere dage med en omfattende bevisførelse med mange informationer, der kan pege i forskellige retninger, og hertil kommer, at sagerne i større omfang end tidligere afvikles digitalt. Fremover må det forventes, at alle straffesager afvikles digitalt.
Dette stiller store og nok også større krav til lægdommernes egnethed end før. Dagene i retten kan være lange, stoffet kan være vanskeligt tilgængeligt, og sprogligt er der også udfordringer.
I dag opfylder langt hovedparten af lægdommerne disse krav. Dommerforeningen ser imidlertid gerne, man med ved en revision af vejledningen tager højde for de øgede krav, der i dag og fremover stilles til lægdommerne.
Dommerforeningen har ikke konkrete tekstforslag, men skal opfordre til, at de øgede krav til lægdommernes egnethed indskrives i vejledningen – naturligvis med respekt for bestemmelserne i retsplejelovens § 69, – om ..”åndelig og legemlig svaghed eller utilstrækkelig kendskab til danske sprog er ude af stand til.. ”…, således at grundlisteudvalgene er opmærksomme herpå ved udpegningen af fremtidige lægdommere.
I øvrigt giver udkastet til den reviderede grundliste ikke anledning til bemærkninger.
Forside / Høringssvar / 2018 / Bemærkninger til et udkast til en revideret grundlistevejledning