Udlændinge- og Integrationsministeriet har ved brev af 2. oktober 2018 under henvisning til (UIM Id: 540276), sags nr. 2018 – 6424 anmodet om Dommerforeningens eventuelle bemærkninger til Udkast til forslag til Lov om ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret og lov om ændring af lov om dansk indfødsret (Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge, justering af klageadgang i sager om frihedsberøvelse, justering af klageadgang i sager om frihedsberøvelse, præcisering af reglerne vedrørende politiets visitation af udlændinge ved udsendelse, kompetenceændringer som følge af nedlæggelse af Statsforvaltningen mv.).
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.
Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 7, 2. pkt. vil give en generel hjemmel for politiet til at foretage legemsundersøgelse af enhver udlænding, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, umiddelbart før gennemførelsen af den faktiske udsendelse, selvom der ikke foreligger en konkret og nærliggende fare, eller der ikke er bestemte grunde til at antage, at udlændingen uretmæssigt er i besiddelse af genstande.
Dommerforeningen finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at indføre hjemmel til at foretage et så byrdefuldt indgreb over for en person, uden at lovgiver samtidigt anviser retningslinjer for, hvornår det kan være indiceret i forbindelse den faktiske udsendelse. Det står i modsætning til, at der i forslaget er sket angivelse af de kriterier for legemsundersøgelse, der i øvrigt er foreslået i forhold til de situationer, der ikke ligger umiddelbart før gennemførelse af en faktisk udsendelse.
Derudover finder Dommerforeningen ikke anledning til at udtale sig.
Forside / Høringssvar / 2018 / Ændring af udlændingeloven, lov om dansk indfødsret og lov om ændring af lov om dansk indfødsret