Ændring af jordfordelingsloven

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Landbrugsstyrelsen

 

Ved mail af 1. juni 2022 er Dommerforeningen hørt over et udkast til lovforslag vedr. ændring af jordfordelingsloven (rekruttering af formænd og viceformænd til jordfordelingskommissionerne).

Det fremgår af lovudkastet, at andre end dommere fremover kan være formænd for jordfordelingskommissionerne.

Lovudkastet har været drøftet på et møde i Dommerforeningens bestyrelse.

Siden de tidligere jordfordelingslove fra 1940´erne har der været dommerdeltagelse, når der skulle afsiges kendelse om jordfordeling. Det fremgår af forarbejderne til den nugældende jordfordelingslov fra oktober 2012, at det er en betingelse, at formændene og viceformændene skal være dommere, og dette er begrundet i, at de pågældende skal være garant for jordfordelingskendelserne.

Det er da også med beklagelse, at Dommerforeningen må konstatere, at det ikke har været muligt at besætte de nuværende 6 formænd og viceformænd med udnævnte dommere. Domstolene er i disse år arbejdsmæssigt og ressourcemæssigt hårdt trængt, og det har ikke været muligt at finde dommere, der havde tid til at påtage sig opgaven ved siden af deres sædvanlige dommergerning.

Af samme grund kan Dommerforeningen vanskeligt udtale sig imod forslaget.

Dommerforeningen bemærker, at dommere i bemærkningerne til lovudkastet er nævnt først som gruppe som formænd for kommissionerne, og Dommerforeningen håber da også på sigt igen at kunne besætte de pågældende hverv. I den forbindelse skal man henlede opmærksomheden på, at udpegning af dommere til råd og nævn er reguleret blandt andet i retsplejelovens § 47a. Fremgangsmåden er, at Dommerforeningen efter opfordring fra hvervgiver indstiller en dommer til hvervet, og at udpegning foretages af vedkommendes retspræsident.

Dommerforeningen skal foreslå, at dette tydeligt kommer til at fremgå af bemærkningerne til loven.

 

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg

Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening

Se andre høringssvar

27. februar 2026
Lov om medieombudsmanden
Kulturministeriet
25. februar 2026
Lov om kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede
Justitsministeriet
25. februar 2026
Ændring af færdselsloven m.m. (Skærpelse af sanktionerne for farlig kørsel og vanvidskørsel, lempelse af klippekortordningen for førere af udrykningskøretøjer mv.)
Transportministeriet
23. februar 2026
Ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven m.fl. (Skærpelse af regler om udvisning, indførelse af elektronisk kontrol (GPS-fodlænke) mv.)
Udlændinge- og Integrationsministeriet

Hvad søger du efter?