Ændring af arbejdsmiljøloven og udstationeringsloven (Ansattes adgang til oplysninger fra tredjepart om resultater af asbestprøver, fængselsstraf , forhøjelse af bødestraf m.v.)

Til Arbejdstilsynet

 

Ved mail af 10. oktober 2025 har Arbejdstilsynet hørt Dommerforeningen over udkast til lovforslag om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Ansattes adgang til oplysninger fra tredjepart om resultater af asbestprøver, fængselsstraf i særlige tilfælde, forhøjelse af bøden for udvalgte formelle overtrædelser og forlængelse af revisionsklausul).

Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.

Der lægges med udkastet bl.a. op til øget brug af fængselsstraf over for personer i en virksomheds ledelse i sager om særligt grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det forudsættes i den forbindelse, at strafniveauet for forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, hvor ansatte fx udsættes for asbeststøv, som udgangspunkt skal være i omegnen af 4-6 måneders fængsel, mens udgangspunktet ved dødsulykker skal være i omegnen af 8-10 måneders fængsel.

Ønsket om og behovet for sådanne tiltag er retspolitiske spørgsmål, som Dommerforeningen ikke ønsker at udtale sig om.

Dommerforeningen finder dog anledning til at bemærke, at en øget brug af fængselsstraf i arbejdsmiljøsager må forventes at medføre merudgifter for domstolene og resten af straffesagskæden, som ikke ses omtalt i udkastet. Dette vil både være gennem en øget – men dog nok begrænset – sagstilgang, ligesom de sager, hvor der nu bliver spørgsmål om fængselsstraf, alt andet lige vil blive mere ressourcekrævende. Dommerforeningen skal derfor fremhæve vigtigheden i, at domstolene ved ny lovgivning tilføres de nødvendige ressourcer, således at man ikke modvirker og udhuler effekten af flerårsaftalen for domstolenes økonomi for 2024-2027.

Der henvises til Arbejdstilsynets sag nr. 2025-33297.

 

På vegne af

Mette Lyster Knudsen

Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening

Se andre høringssvar

23. august 2026
Bekendtgørelse for Færøerne om generel og udifferentieret registrering og opbevaring af oplysninger om en slutbrugers adgang til internettet
Justitsministeriet
17. august 2026
Ændring af udleveringsloven, straffeloven og EU-fuldbyrdelsesloven (Ændring af reglerne for sager om udlevering til og fra medlemsstater i Den Europæiske Union mv.)
Justitsministeriet
2. august 2026
Bekendtgørelser for Grønland (arvelov, dødsboskiftelov, ægtefælleskiftelov)
Justitsministeriet
27. februar 2026
Lov om medieombudsmanden
Kulturministeriet