Seminar den 4. september 2026 – “The Rule of Law” – Hvordan fungerer retsstatsprincippet i praksis i Danmark?

 

Hvornår: fredag d. 4. september 2026 kl. 9.00-12.00

Hvor: Accura Advokatpartnerselskab, Alexandriagade 8, 21500 Nordhavn

Hvem: Seminaret henvender sig til advokater, jurister, juridiske studerende, beslutningstagere, journalister og andre fagfolk med interesse for retsstatsprincippet

Spørgsmål: Kontakt venligst Camilla Faaborg-Andersen, marketing- og kommunikationschef i Accura på caa@accura.dk

TilmeldingHER

 

“The Rule of Law”

Hvordan fungerer retsstatsprincippet i praksis i Danmark?

Som opvarmning til, at København i oktober er vært for International Bar Associations (IBA) årlige advokatkonference,
inviterer Accura i samarbejde med Danske Advokater og Advokatsamfundet til et seminar med fokus på
“The Rule of Law” – altså det vi i Danmark kalder retsstatsprincippet – og hvordan det fungerer i praksis.

 

Retsstatsprincippet er under pres i en ny global virkelighed

Vi navigerer i en ny global virkelighed præget af geopolitiske spændinger og stigende regulatorisk kompleksitet.
Det har sat retsstatsprincippet under pres i lande, hvor det indtil for nylig er blevet håndhævet lige så konsekvent,
som vi oplever i Danmark. Med to udvalgte danske sagskomplekser som omdrejningspunkt deltager eksperter
fra den lovgivende og dømmende magt samt pressen i en aktuel og perspektiverende debat om, hvordan
retsstatsprincippet fungerer i praksis, hvor grænserne går, og hvad der sker, når grænserne udfordres.

Når retsstatsprincippet udfordres af den politiske dagsorden

René Offersen, advokat og partner i advokatfirmaet Offersen Christoffersen giver et indblik i Claus Hjort
Frederiksen-sagen, som rejste det principielle spørgsmål om, hvorvidt en tidligere minister kan straffes for
at udtale sig om fortrolige oplysninger, som allerede er omtalt offentligt. Samtidig udfordrede sagen
grundlæggende retsstatsprincipper om åben rettergang og retten til et fuldt forsvar.

 

Hvad sker der, når den politiske dagsorden griber ind i den juridiske proces?

De seneste års stigende politiske fokus på energiregulering og grøn omstilling, herunder politiske aftaler og skiftende
udmeldinger fra danske myndigheder, har skabt betydelig usikkerhed om udviklingen af energiprojekter i Danmark.
Med afsæt i eksempler som ændrede vilkår for havvindsudbud, skiftende planer for brintforbindelsen til Tyskland og
nye prioriteringsmodeller for adgang til et presset elnet, hvor datacentres stigende elforbrug også spiller en stadig
større rolle, giver Clara Greve Brett, senioradvokat hos Accura indsigt i de konsekvenser, udviklingen har haft for
energiprojekter, som udgør centrale elementer i den grønne omstilling i Danmark.

 

Se andre meddelelser