Henvendelse til justitsministeren og Retsudvalget
Forslag til finanslovspakke for Danmarks Domstole i 2023
De underskrivende organisationer bidrager alle til det vigtige arbejde i Rørdam-udvalget for at finde mulige effektiviseringstiltag forud for den flerårsaftale, der skal forhandles senere på året. Domstolenes nuværende udfordringer med stadigt stigende ventetider og presset økonomi er imidlertid så akutte og omfattende, at der allerede nu er behov for gennem finansloven at gøre en indsats, som kan bremse udviklingen og understøtte det videre arbejde. Vi foreslår derfor denne finanslovspakke til afhjælpning af domstolenes pressede økonomi i 2023.
1. Retterne tilføres de samme midler i 2023 som i 2022, midlerne til bunke-bekæmpelse gøres permanente, og omprioriteringsbidraget bortfalder
Finansloven for 2023 bør videreføre elementerne i Finansloven 20221 og eventuelle tillægs-bevillinger2, og midlerne til bunkebekæmpelse bør gøres permanente. Dette vil sikre en mere effektiv udnyttelse af dommerkalenderne i såvel byretter som landsretter, hvor et større antal dommerstillinger over en årrække ellers har været midlertidige. Det vil også muliggøre fastansættelser i de ledige stillinger, som hidtil er opstået, når midlertidige bunkebekæmpelses-stillinger er blevet besat af allerede fastansatte medarbejdere. Dette vil nedbringe antallet af vakancer, så sagsbunkerne kan reduceres. En fjernelse af omprioriteringsbidraget vil i den forbindelse forebygge, at domstolene tvinges til at spare på andre personalegrupper for at undgå et budgetunderskud.
2. Retterne tilføres i 2023 et yderligere millionbeløb for at begynde at nedbringe ventetiderne
Hvis ventetiderne skal nedbringes til et rimeligt niveau, skal retterne i de kommende år tilføres en betragtelig yderligere finansiering, hvilket gennem flere år er blevet påpeget af de underskrivende organisationer og senest er beskrevet udførligt i en analyse fra Advokatrådet3. Selv om dette som udgangspunkt skal ske gennem den kommende flerårsaftale, bør man allerede nu tilføre domstolene et yderligere millionbeløb med henblik på ansættelse af dommere, dommerfuldmægtige og HK’ere, som kan være med til at lægge fundamentet. Advokatrådets analyse peger i den forbindelse på, at der minimum skal tilføres et beløb på omkring 56 mio. kr.
1. https://fm.dk/media/25452/fl22a11.pdf side 70ff
2. Stramt og ansvarligt - finanslovforslaget 2023 (fm.dk)
3. Copenhagen Economics: Domstole i knæ - Hvad vil det koste at reducere sagsbehandlingstiderne? | Advokatsamfundet