Dommerforeningens brev til Justitsministeriets Sikkerhedskontor II
Justitsministeriet Sikkerhedskontor II
Ved mail af 9. februar 2022 har Justitsministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til bekendtgørelse om generel og udifferentieret registrering og opbevaring af trafikdata, udkast til bekendtgørelse om opbevaring af registrerings- og opbevaringspligtige oplysninger og udkast til bekendtgørelse om generel og udifferentieret registrering og opbevaring af oplysninger om en slutbrugers adgang til internettet.
Det fremgår, at bekendtgørelserne er tekniske udmøntninger af de regler, der søges gennemført ved det forslag til ændring af retsplejelovens § 786 e,f og g, som for tiden er til behandling i Folketinget. Bekendtgørelserne ses i vidt omfang at svare til det, der er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget.
Det fremgår af lovforslaget til ændring af retsplejeloven, at der ”vurderes at være en væsentlig procesrisiko forbundet med, at der i lovforslaget lægges op til, at politiet og anklagemyndigheden vil kunne få adgang til trafikdata, der er registreret og opbevaret generelt og udifferentieret med henblik på at beskytte den nationale sikkerhed, til brug for politiets og anklagemyndighedens bekæmpelse af grov kriminalitet”.
Da den endelige afgørelse herom henhører under domstolene, fandt Dommerforeningen ikke at burde udtale sig om det oprindelige lovudkast.
Da bekendtgørelserne i vidt omfang ses at svare til det, der er forudsat i bemærkningerne til lovudkastet (nu lovforslaget), giver de heller ikke Dommerforeningen anledning til at udtale sig.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening