Dommerforeningens brev til Retsudvalget i anledning af offentliggørelse af Danmarks Domstoles årsrapport 2020

Kære medlemmer af Retsudvalget

Forleden offentliggjorde Domstolsstyrelsen Danmarks Domstoles årsrapport 2020. Jeg har for læsbarhedens skyld vedhæftet den og den tilhørende pressemeddelelse samt anklagemyndighedens nyhedsbrev fra februar 2021, hvor man bebuder en kraftig oprustning af anklagemyndigheden.

Det fremgår af årsrapporten, at sagsbehandlingstiderne i det seneste år generelt er steget i byretterne og landsretterne.

Udviklingen skyldes blandt andet et stigende sagspres i antallet af modtagne straffesager, der samtidig er blevet tungere. Samtidig satte COVID-19 også et klart præg på året, både for så vidt angår aktiviteter og sagsbehandlingstider. Byretterne havde således et aktivitetsfald på ca. tre pct. og et produktivitetsfald på ca. fem pct. i 2020. At det ikke er gået værre, skyldes en helt ekstraordinær indsats i resten af 2020. Nedlukningen betød imidlertid også, at anklagemyndigheden kunne producere et meget stort antal sager, som man nu forsøger at beramme. Under hele den anden corona-bølge har domstolene været åbne og har gennemført rigtig mange sager, men i en bygningsmasse, der af indlysende grunde ikke er indrettet til en pandemi, har ikke mindst afstandskrav og andre sundhedskrav givet udfordringer.

Der er almindelig enighed om, at domstolene har for lange sagsbehandlingstider og for lange berammelsestider. Årsrapporten taler sit tydelige sprog om udviklingen, og som fremhævet i rapporten om dommernes arbejdsforhold fra juni 2020, er sagsbehandlingstiden for domsmandssager steget med en tredjedel i de sidste fem år. Rapporten viser samtidig med tal og analyser et domstolssystem, der er spændt til det yderste.

Alt dette skal ses på et bagtæppe af sidste års finanslov, hvor anklagemyndigheden fik tilført betydelige ressourcer blandt andet til at ansætte nye anklagere og til bunkebekæmpelse. Anklagemyndigheden har utvivlsomt brug for en ressourcetilførsel, men et så ensidigt fokus på anklagemyndigheden uden (tilsvarende) skelen til domstolene kan ikke undgå at få betydelige konsekvenser for den samlede sagsbehandlingstid i straffesagskæden. Som jeg gentagne gange fremhævede i efteråret, fører det til, at domstolene bliver en flaskehals i straffesagskæden.

Efterårets mange politiske tilkendegivelser efterlod et indtryk af, at både regering og Folketing havde indset problemet og var villig til at løse det. Jeg bliver nødt til at sige, at engangsbeløbet på 7 mio. kr. og de tre gange 13 mio. kr., som regeringen har tilført domstolene, ingenting forslår. Dertil er udfordringerne for store. Det gør det lovforslag om effektivisering af straffesagskæden, som Folketinget nu skal behandle heller ikke. Der er gode forslag iblandt, som hver især og samlet vil føre til forbedringer, men som det fremgår af blandt andet Dommerforeningens høringsvar, fører de næppe til noget mærkbart. Dertil kommer, at Folketinget på det seneste har vedtaget love og har andre lovforslag til behandling, der trækker i modsat retning og vil forlænge sagsbehandlingstiden.

Jeg føler det lidt som ”ulven kommer”, når jeg gentager, at situationen er alvorlig, og at straffesagskæden sander til, hvis man ikke seriøst overvejer domstolenes økonomiske situation. Man kan selvfølgelig vente til udløbet af 4 årsaftalen i 2022, men så er problemerne bare blevet så meget større.

Jeg håber derfor, at regering og Folketing denne gang vil sætte handling bag de venlige ord fra efteråret og tilføre domstolene de ressourcer, der er så meget brug for.

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg