Brev til Nick Hækkerup og Retsudvalget om to artikler i Politiken og Berlingske

Dato: 11. maj 2020

Justitsminister Nick Hækkerup og medlemmer af Retsudvalget

Kære Nick

Jeg vedlægger til din orientering et brev jeg til morgen har sendt til flere medlemmer af retsudvalget om et par artikler i weekenden om domstolenes genåbning.

Med venlig hilsen

Mikael

 

Kære ..

Jeg erfarer, at Retsudvalget  i dag får besøg af direktør Kristian Hertz, Domstolsstyrelsen. Hertz vil sætte jer grundigt ind i situationen ved domstolene. Når jeg retter henvendelse til jer, er det på grund af to artikler i Politiken og i Berlingske over weekenden om håndteringen af sager ved domstolene efter genåbningen.

Artiklerne har en væsentlig slagside. Artiklen i Politiken om, at en sag først kan gennemføres i 2021 fordi retten skal holde ferie er helt utrolig tendentiøs og slet ikke Frank Hvilsom værdig. Han har ikke udlejliget sig med at  høre retten selv - eller os – men baseret alt på enkelte forsvareres noget subjektive udlægning.

Retsbøgerne er ikke anonymiserede, så de kan ikke bruges eller videresendes, men jeg kan sige, at de over flere sider i detailler beskriver, hvor fleksibel retten har været, og hvor umuligt det har været til at finde dage, hvor alle forsvarere kan møde samtidigt. Retten har tilbudt stort set alle dage i maj, juni, august, september og oktober 2020, samt tilbudt at man kan tage enkelte week-ender , helligdage eller en del af juli i brug.
Den pågældende sag er startet, og hvor der er afholdt en del retsmøder, og derfor kan man ikke afbeskikke en eller flere forsvarere. Det er påfaldende, at forsvarerne i det væsentlige kun kan i juli måned, hvor det er faringsmæssigt er meget svært at gennemføre sager, da vidner ofte er bortrejst, ligesom det medfører, at nævninge skal afbryde deres ferie. Hvis vidner udebliver,  kan retsmødet ikke gennemføres, og retsdagen vil derfor ofte blive aflyst. Det er et kæmpe spild. Det vikle have været fremmende for sagen, hvis forsvarerne selv afviklede deres ferie i juli, samt i øvrigt var mere fleksible til at  bytte med kolleger eller lade mindre sager omberamme til fordel for en sag som denne.

Netop det sidste – bytte sager med andre forsvarere i endnu ikke påbegyndte sager - er et af de elementer, der indgår i Domstolsstyrelsens forståelsespapir med forsvarerne. Der er ledig, kvalificeret  forsvarerkapacitet, men systemet er lider af flaskehalse, fordi de mest anvendte forsvarere populært sagt ikke vil bytte sager eller overgive sager til fuldt kvalificerede kolleger. Det er det, der har bragt Københavns byret i denne håbløse situation!  Det bør måske tilføjes, at det tilbud forsvarerne kom med, langt fra var tilstrækkeligt.

Det er derfor stærk kost at læse, at Kristian Mølgaard i Berlingske citeres for at bede domstolene være fleksible. Det er vi, hvilket eksemplet fra byretten viser, og det ville klæde Mølgaard også  at kigge indad.

Artiklen i Berlingske savner nogen research. Den ville have vist, at der masser af steder i landet berammes sager efter sommeren og i efteråret 2020, og lige nu kan jeg forsikre, at alle KH-kræfter og alle ledige dommerkræfter er sat ind på at fylde huller ud i kalenderen. Men man kan altid finde uhyrlige undtagelser, og de er godt stof i avisen.

Desværre blev jeg ikke kontaktet af nogen af journalisterne. Jeg kunne måske have givet en mere nuanceret fremstilling.

I øvrigt synes jeg – corona- tiltag taget i betragtning – at 65 % er en meget flot opstart. Inden længe kører vi nok på næsten fuldt blus, men afstandskrav og deraf følgende manglende lokaler gør nok, at det varer lidt, inden vi er på fuld styrke.  

Jeg uddyber meget gerne.

 

Med venlig hilsen

Mikael

 

Udskriv denne side