L74 og spørgsmål 15

Kære Peter.

Jeg har på Folketingets hjemmeside læst dit spørgsmål 15 til ministeren vedrørende L74.

Jeg vil gerne knytte nogle kommentarer til spørgsmålet og gerne, inden ministeren svarer. Jeg synes udvalget fortjener at kende dommernes opfattelse af det, der spørges om. For at sige det meget kort, imødekommer det ikke det, vi snart gennem måneder har påpeget.

Jeg påskønner, at udvalget i den grad har taget Dommerforeningens betænkeligheder til sig og stillet ministeren en række spørgsmål. Jeg er tilsvarende skuffet og noget forundret over for ministerens hidtidige svar.

Domstolene har lige fra begyndelsen ønsket, at de fuldmægtige, der møder i stedet for advokater i sager, hvor det offentlige er part, skal besidde de samme kvalifikationer til at føre sager i retten som advokater. Ingen har vel tænkt sig en kvalitetsforringelse i forhold til i dag? Hensynet til retssikkerheden og et rimeligt sagsflow ved retterne tilsiger, at vi ikke skal styre mod en ordning, der slækker kvaliteten og er dårligere end dagens retspleje. Det er derfor, at  domstolene igen og igen har sagt, at der bør stilles kvalitative krav til de mødende, og at disse krav bedst og mest objektivt tilgodeses ved, at de pågældende aflægger de prøver, vi i dag kender for mødende advokater.

Og nu til spørgsmål 15.

Det er vel en selvfølge, at myndigheden møder med en person, der antages at kunne varetage opgaven. En ordning som den foreslåede, hvorefter den pågældende via uddannelse, kursusforløb eller lignende tilsyneladende forventes at opfylde kravet er en selvfølgelighed, og det burde derfor være overflødigt at skrive det ind i bemærkningerne til lovforslaget. Hvis det ikke bare skal være tomme ord, men krav som skal kunne håndhæves og godtgøres, således at kun de ansatte, der opfylder kravene, må møde, forudsætter det omvendt, at nogen forinden sikrer sig, at de pågældende har de fornødne kvalifikationer. Det er vel kun domstolene, der kan gøre det. Det er en unødig byrde for retten og en for parterne uigennemsigtig proces, som kan føre til uens praksis landet over og til forskellig praksis fra myndighed hed til myndighed.

En ordning, hvorefter retten skal melde tilbage til myndigheden, hvis sagsførelsen var utilfredsstillende og give understrege rettens mulighed for at give advokatpålæg, er ingen nyskabelse. Retten kan allerede i dag skride ind, hvis præstationen er ringe, og den kan allerede i dag give en part et advokatpålæg, hvis ”den ikke finder det muligt at behandle sagen på hensigtsmæssig måde, uden parten har sådan bistand” jf. retsplejelovens § 259, stk.2.

En ordning med tilbagemelding er bagudrettet – skaden er sket -  og den forudsætter, at modparten samtidig orienteres om rettens skridt. Advokatpålæg er sjældne, og et advokatpålæg over for det offentlige vil være pinligt.

Ordningen som skitseret i spørgsmål 15 forekommer tung og  overflødig. De udfordringer, der ligger bag spørgsmålet, er reelle, men kunne i stedet afhjælpes ved et simpelt prøvekrav.

De foreslåede tiltag vil – hvor velmente de er – ikke imødekomme domstolens ønske, men vil i værste fald besværliggøre processen og forlænge sagsbehandlingstiden.

Som tidligere nævnt deltager jeg gerne i et møde, hvor vores synspunkter kan uddybes.

Lad mig til slut understrege, at der ikke er tale om fine fornemmelser fra dommernes side eller gætterier om fremtiden. En kollega har netop vist mig en tvangsfjernelsessag, der er indbragt for landsretten. Sagen er ført af Ankestyrelsen, og den påstand, der er nedlagt for landsretten, kan ikke nedlægges. Nu må retten indkalde parterne til et retsmøde, afholde et telefonmøde eller skrive til parterne for at rette op på sagen og fjerne misforståelser hos den mødende fra Ankestyrelsen. Sagen illustrerer, hvad vi kan vente, hvis der ikke tages alvorligt hånd om disse sager.

Med venlig hilsen

Mikael