Brev til Justitsminister Nick Hækkerup
Dato: 14. august 2019
Justitsminister Nick Hækkerup,
Justitsministeriet
Kære Nick Hækkerup
Tillykke med udnævnelsen som justitsminister.
Jeg var desværre optaget af en tjenesterejse i udlandet den 27. juni, så jeg ikke fik lejlighed til at hilse på dig i forbindelse med overdragelsen. Jeg håber, at det kan lade sig gøre inden alt for længe. Der er tradition for, at Dommerforeningen og justitsministeren mødes, og jeg vil i en særskilt mail bede ministersekretariatet sætte et møde op.
Anledningen til, at jeg skriver til dig i dag, er gårsdagens historie i P1 om, at der er personer, der er idømt frihedsstraf for sædelighedsforbrydelser, som afsoner i fodlænke.
Det er i dag Kriminalforsorgen, der efter Straffuldbyrdelsesloven beslutter, hvem der kan afsone i fodlænke. Om der i den anledning skal fastsættes nogle administrative forskrifter for Kriminalforsorgen, skal jeg ikke udtale mig om.
Imidlertid udtalte MF, formand for Retsudvalget, Preben Bang Henriksen til samme kanal og i samme forbindelse, at spørgsmålet om afsoning i fodlænke bør afgøres af domstolene. Jeg forstod, at Preben Bang snarest ville tage kontakt til dig og blandt andet drøfte denne problematik.
Som dine embedsmænd vil kunne berette, er dette tema ikke nyt. I 2014 tog Folketingets Retsudvalg på opfordring af Preben Bang Henriksen initiativ til, at afsoning i fodlænke skal kunne afgøres af domstolene. Inspirationen hertil kom efter et årsmøde i Dommerforeningen, hvor spørgsmålet blev rejst over for Retsudvalget. Udvalget afgav senere en betænkning, hvor en sådan ordning blev anbefalet. Siden er der ikke sket noget i sagen.
Dommerforeningen er – som dengang - betænkelig ved tanken om, at domstolene skal beslutte, om en frihedsstraf skal afsones i fodlænke. Sagt meget kort frygter vi, at tiden inden hovedforhandling vil blive betydeligt forlænget, fordi der skal foretages en række undersøgelser af den tiltaltes forhold, og at også selve hovedforhandlingen i tid vil blive væsentligt forlænget, når spørgsmålet om afsoningsform skal procederes.
Lad mig straks understrege, at det er et rent politisk anliggende, om det fremover skal være overladt til domstolene at afgøre, hvorledes en eventuel frihedsstraf skal afsones. I dag tager domstolene alene stilling til, om straffen skal gøres helt eller delvist betinget af samfundstjeneste, men fastsættes der en frihedsstraf i op til 6 måneder, er det overladt til Kriminalforsorgen at afgøre, om den pågældende opfylder betingelserne for at afsone i fodlænke. Det er overhovedet ikke et tema under hovedforhandlingen, ligesom vi heller ikke går ind i spørgsmålet, om en afsoning skal ske i lukket eller åbent fængsel. En sådan kompetenceoverførelse kan derfor ikke undgå at få betydelig indvirkning på domstolenes behandling af straffesagerne.
I et brev i går til Preben Bang Henriksen har jeg gentaget nogle af Dommerforeningens betænkeligheder ved, at vi skal afgøre eventuel afsoning i fodlænke. Jeg synes, du skal gøres bekendt med, hvad jeg har skrevet til formanden for Retsudvalget. Jeg skrev bl.a. følgende:
”En stillingtagen til afsoning i fodlænke under hovedforhandlingen vil:
- Med sikkerhed forlænge hovedforhandlingen. Forsvareren vil – og skal - procedere for den for tiltale mildeste straf og afsoning. Som det er i dag, procederes skyld og straf samtidig. Man må imødese længere procedurer og dermed længere retsmøder og igen længere berammelser, således at der alt andet lige kan behandles færre sager end i dag. I forvejen giver anklagemyndighedens nærmest obligatoriske udvisningspåstande anledning til væsentlige forlængelser af dagens procedurer.
- Tiden før sagen kan komme i retten vil blive forlænget. I dag er både politi/anklagemyndighed og domstolene underlagt strikte politiske krav til sagsbehandlingstiden i de såkaldte vvv-sager. Kriminalforsorgen gør i dag en stor indsats for at få §808 undersøgelserne frem til hovedforhandlingen. En kvalificeret stillingtagen til afsoning i fodlænke vil uvægerligt føre til større undersøgelser og en længere sagsbehandlingstid i Kriminalforsorgen – inden sagen kan sendes i retten. Samlet er det ikke givet, at sagsbehandlingstiden i den såkaldte straffesagskæde forlænges, men den forskubbes fra Kriminalforsorgens efterfølgende behandling til domstolene.
- I de tilfælde, hvor tiltalte enten frifindes eller får en betinget dom med eller uden samfundstjeneste, har fodlænkeundersøgelsen været overflødig.
- Et kvalificeret gæt er, at langt færre vil komme til at afsone i fodlænke end i dag. Temaet er slet ikke er oppe i under hovedforhandlingen i dag, men fornemmer domsmændene – eller skal de lige frem tage stilling til, at den dømte gerningsmand står til fodlænke, kan man forestille sig, at mange vil stemme for ubetinget fængsel. Det kan der være et politisk ønske om, men man skal være opmærksom på, at det kan få (uønskede) økonomiske konsekvenser.
Der er muligt et politisk flertal for, at domstolene skal tage stilling til afsoning i fodlænke. Det er naturligvis en opgave, vi tager på os, men skulle det vise sig, vil jeg foreslå, at man overvejer den mellemløsning, jeg skitserede senest debatten var om fodlænker, nemlig den ”negative model”. At retten – uden at der behøver at være indhentet forudgående undersøgelser - eksplicit tager stilling til, at en idømt frihedsstraf ikke kan afsones i fodlænke. Det vil stadig kunne indebære længere procedurer med deraf følgende længere/færre berammelser og utilsigtede økonomiske konsekvenser, men trods alt ikke forlænge tiden, inden sagen kommer for retten.”
Det var fremme i gårsdagens debat, at frihedsstraf for sædelighedsforbrydelser ikke skal kunne afsones i fodlænke. Så længe beslutningen herom er administrativ, har jeg ingen bemærkninger.
Overlades kompetencen til at bestemme afsoning i fodlænke derimod til domstolene giver gårsdagens meget håndfaste politiske udmelding anledning til bekymring. Det er i en retsstat domstolene, der dømmer i den enkelte sag og herunder fastsætter straffen. En bestemmelse om, at f.eks. sædelighedssager er helt undtaget, vil i praksis kunne snævre domstolenes skøn unødigt. Dertil er sagerne for forskellige. Er der et politisk ønske om, at netop sædelighedssager i udgangspunktet bør være undtaget, kan dette angives i bemærkningerne. Domstolene følger altid lovbemærkningerne, og bemærkninger af denne art, kendes blandt andet fra samfundstjeneste. Et direkte forbud indsnævrer derimod domstolenes skøn i den konkrete sag. Det så vi senest et eksempel på i forbindelser med vedtagelsen af den nye § 82, stk. 3 i straffeloven om, at tro, kulturelle forhold og lignende ikke kan tillægges betydning ved straffens fastsættelse.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg