Brev sendt til udvalgte personer i Folketinget

Dette brev er sendt til integrationsminister Inger Støjberg, udvalgsformand Martin Henriksen, Peter Skaarup, Peter Kofod Poulsen, Preben Bang Henriksen, Jan E. Jørgensen, Dan Jørgensen, Johanne Schmidt Nielsen, Naser Khader, Simon Emil Ammitzbøll, Josefine  Fock, Sofie Carsten Nielsen og Jacob Mark  

Kære

Jeg  er bekendt med, at Folketingets integrationsudvalg for tiden drøfter en stramning af udlændingelovens bestemmelser om overtrædelse af opholds- og meldepligten i forbindelse med tålt ophold.

Det er et politisk valg, om der skal ske en forhøjelse af strafniveauet. Det kan jeg som formand for Dommerforeningen som udgangspunkt ikke have bemærkninger til.

Jeg har imidlertid erfaret, at udvalget samtidig med, at det drøfter stramninger i regelgrundlaget, har fået forelagt et skema, hvor man i mindste detalje fastsætter straffen for overtrædelse af opholds- og meldepligten.

Skemaet er så minutiøst og detaljeret, at der intet skøn overlades til domstolene i forbindelse med straffastsættelsen i den konkrete sag. Når regering og Folketing angiver strafniveauer, siges det sædvanligvis, at der er tale om udgangspunkter for straffastsættelsen, som vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder. Ved en læsning af skemaet efterlades man imidlertid med fornemmelsen af, at  straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse skal sættes ud af kraft for så vidt angår denne type overtrædelser.

En gennemførelse af en lov indeholdende et sådant strafkatalog er i mine øjne en sammenblanding af den lovgivende og den dømmende magt, hvor den lovgivende magt sætter sig fuldstændigt i domstolenes sted.

Ønsker regering og Folketing en stramning af reglerne,  er måden, hvorpå det bør ske, efter min opfattelse ganske klar: Regeringen fremsætter, og Folketinget vedtager en lov, hvor det af forarbejderne fremgår, at man ønsker den og den stramning. Man kan tilmed angive ”normalstraffen” og bemærke, at man i 1., 2. gangs- og flere gange tilfælde forestiller sig en stigende – måske endda progressiv straf og muligt angive, hvilken størrelsesorden man forestiller sig. Der er vist ikke eksempler i praksis på, at domstolene i sådanne situationer ikke har fulgt Folketingets ønsker. 

Følger man denne sædvanlige fremgangsmåde, respekterer man den grundlæggende rollefordeling mellem regering, Folketing og domstole.

Til sidst vil jeg ikke undlade at bemærke, at jeg ikke helt forstår, hvorledes domstolene nu skal til at kunne idømme fodlænke for overtrædelse af meldepligten.  Den sanktion har vi  ikke hjemmel til, og drøftelserne herom er jo langt fra afsluttet. Det forekommer mig  noget bagvendt at givedomstolene denne hjemmel gennem en ændring af udlændingeloven!

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg