Ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning
Til Justitsministeriet – Politikontoret
Ved mail af 20. november 2024 har Justitsministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til forslag til lov om ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud).
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.
Der lægges med udkastet op til, at politiet ved fastlæggelsen af en forbudszone i forbindelse med GPS-overvågning skal kunne lægge vægt på politiets responstider, således at zonen kan blive større end ellers, hvis responstiden i området er lang. Det kan imidlertid ikke udledes af udkastets bemærkninger, hvordan dette hensyn skal indgå, eller hvor stor betydning det forventes at få. Dommerforeningen skal derfor opfordre til, at der under forsøgsordningen er det fornødne fokus på afvejningen mellem på den ene side hensynet til håndhævelsen af et opholdsforbud og på den anden side politiets tildelte ressourcer.
Det fremgår, at forslaget bygger på erfaringer fra Norge, hvor domstolene siden 2013 har haft mulighed for at pålægge elektronisk kontrol af et kontaktforbud ved hjælp af en GPS-fodlænke. Den norske ordning er i april 2024 blevet udvidet til, at også anklagemyndigheden nu kan pålægge elektronisk kontrol, men således at afgørelsen herefter inden for 5 dage skal forelægge for domstolene. Med den nu foreslåede danske model lægges der op til, at påbud om GPS-fodlænke skal undergives den almindelige domstolskontrol i kapitel 4 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Den, der gives et påbud, kan således inden for 14 dage efter påbuddet indbringe afgørelsen for domstolene. Under hensyn til, at et påbud om GPS-fodlænke er mere indgribende end et opholdsforbud, at der er tale om en forsøgsordning, og at modellen netop er inspireret af erfaringerne fra Norge, skal Dommerforeningen opfordre til, at det overvejes at gøre domstolsprøvelsen obligatorisk ligesom i Norge. Dette vil også medvirke til at sikre, at der i forsøgsperioden kan opbygges en ensartet praksis for ordningens anvendelse.
Dommerforeningen hæfter sig desuden ved, at det i udkastets bemærkninger om de økonomiske konsekvenser er anført, at de foreslåede ændringer vil kunne betyde et begrænset antal yderligere sager for domstolene, men at dette forventes at kunne holdes inden for den eksisterende økonomiske ramme. Dommerforeningen skal i den anledning påpege vigtigheden i, at domstolene fremover tilføres de fornødne midler i forbindelse med lovændringer, som kan medføre merudgifter for domstolene. I modsat fald vil den indgåede flerårsaftale for domstolenes økonomi 2024-2027 løbende blive udhulet.
Dommerforeningen er bekendt med Vestre Landsrets høringssvar af 9. december 2024, som foreningen kan tilslutte sig.
Udkastet giver derudover ikke foreningen anledning til bemærkninger.
Der henvises til ministeriets sagsnr. 2024-02477.
På vegne af
Mette Lyster Knudsen
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening