Ændring af lov om politiets virksomhed og straffeloven
Til Justitsministeriet – Politikontoret
Ved mail af 23. september 2024 har Justitsministeriet hørt Dommerforeningen over udkast til forslag til lov om ændring af lov om politiets virksomhed og straffeloven (Styrket indsats mod borgernær kriminalitet).
Udkastet har været drøftet i Dommerforeningens bestyrelse.
Der lægges med udkastet op til at give politiet hjemmel til at kunne foretage standsning af cyklister med henblik på at kontrollere, om cyklen er meldt stjålet. Dette indebærer, at politiet bl.a. i forbindelse med opstillede stikprøvekontroller eller under den almindelige patruljetjeneste vil kunne bringe cyklister til standsning med henblik på at undersøge cyklens stelnummer. Der vil ved en sådan standsning ikke gælde et mistankekrav, og politiet vil derfor kunne standse cyklister uden anden anledning end for at undersøge stelnummeret. Udkastet indebærer således, at man som borger vil kunne blive standset af politiet på ethvert tidspunkt og på ethvert sted som led i politiets undersøgelse af, om en genstand er stjålet, uden at der er en mistanke eller formodning om en lovovertrædelse. Dette er efter Dommerforeningens opfattelse ganske vidtgående, men det er i sidste ende et retspolitisk spørgsmål, om man ønsker en sådan ordning.
Der lægges med udkastet desuden op til at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 57 a om særvilkår om økonomisk kontrol og til at skærpe straffene for butikstyveri og hæleri. Begge forslag må forventes at kunne medføre flere sager ved domstolene, herunder sager om vilkårsovertrædelser. Selv om det i bemærkningerne anføres, at merudgifterne forventes at blive begrænsede og vil skulle håndteres inden for de eksisterende økonomiske rammer, finder Dommerforeningen dog anledning til at påpege vigtigheden i, at domstolene fremover tilføres de fornødne midler i forbindelse med lovændringer, som medfører merudgifter for domstolene. I modsat fald vil den indgåede flerårsaftale for domstolenes økonomi 2024-2027 løbende blive udhulet i de kommende år.
Udkastet giver i øvrigt ikke Dommerforeningen anledning til bemærkninger.
Dommerforeningen er bekendt med høringssvarene fra Østre og Vestre Landsret.
Der henvises til ministeriets sagsnr. 2024-10465.
På vegne af
Mette Lyster Knudsen
Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening