Høringssvar til lovudkast om politiets virksomhed m.v.

Justitsministeriet, 

Politikontoret

 

Ved mail af 23. februar 2022 har Justitsministeriet anmodet Dommerforeningen om en udtalelse til udkast til lov om politiets virksomhed, straffeloven, lov om vagtvirksomhed og lov om social service.

Lovudkastet har været drøftet på et møde i Dommerforeningens bestyrelse.

Lovudkastet, der i vist omfang udbygger allerede eksisterende regelsæt, er af udpræget politisk karakter, og giver derfor som sådan ikke Dommerforeningen anledning til bemærkninger.

Lovudkastet indeholder en række bestemmelser, der giver politiet mulighed for at træffe skønsprægede afgørelser. Det drejer sig blandt andet om forslaget om forbud mod ikke-nødvendig, ikke erhvervsmæssig kørsels i nattelivszoner. Dette og de øvrige forslag retter sig primært mod politiet, men det må forudses, at en formentlig ikke uvæsentlig del af politiets afgørelser efterfølgende bliver indbragt for domstolene som bøde- og straffesager.

Flere af forslagene, herunder blandt andet den nye § 57a i straffeloven om vilkåret om at underlægge sig en økonomisk kontrol af tilsynsmyndigheden i henhold til en af retten fastsat beløbsgrænse, vil givet medføre yderligere sager ved domstolene.

Dommerforeningen finder det på denne baggrund helt uforståeligt, at der i lovudkastets afsnit 3. under bemærkninger om økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige intet er nævnt om de omkostninger, en gennemførelse af lovudkastet vil medføre for domstolene.

Dommerforeningen har ikke selv noget skøn over, hvor meget netop dette lovudkast må forventes at have af omkostninger for domstolene.   

Lovudkastet lægger sig imidlertid i strømmen på en lang række forslag, som Folketinget har vedtaget de senere år, og som har det til fælles, at de øger belastningen af domstolene og forlænger sagsbehandlingstiden ved domstolene væsentligt.

De mange sager med udvisningspåstande, de nye regler om opholdsforbud og den politiske fokus på VVV sagerne - for blot at nævne nogle eksempler - har samlet ført til, at byretterne i dag berammer 25 % længere retssalstid til domsmandssager end for blot få år siden. Hvor mange sager og sagstyper tidligere kunne foretages på en halv dag, skal der nu afsættes en hel dag, og tilsvarende er heldagssager blevet to-dages sager. Hertil kommer, at de senere års betydelige strafskærpelser har medført en anseelig vækst i antallet af nævnesager. Domstolene er i samme periode kun tilført meget få ekstra ressourcer, hvilket ikke overraskende har medført, at den samlede sagsbehandlingstid ved domstolene er steget. 

Uden en ekstra ressourcetilførsel vil dette lovudkast derfor blot føre til yderligere sagsbehandlingstid ved domstolene.

Der henvises til 2021-10-0780

 

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg

Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening

Udskriv denne side