Høringssvar fra Dommerforeningen

Justitsministeriet

Proces- og Insolvenskontoret

 

Ved mail af 13. januar 2022 har Justitsministeriet anmodet Dommerforeningen om en eventuel udtalelse om udkast til lovforslag om antallet af højesteretsdommere, sammensætning af Domstolsstyrelsens bestyrelse og digital anmeldelse til skifteretten af krav og tilgodehavende mv. i sager om skifte af dødsbo.

Efter lovudkastet foreslås retsplejelovens § 2, stk. 1, ændret således, at antallet af højesteretsdommere forhøjes fra 15 til 17, hvilket svarer til det faktiske antal i dag. Endvidere foreslås Domstolsstyrelseslovens § 4, stk. 1, ændret således, at bestyrelsen udvides med en byretspræsident, og endelig foreslås der en række ændringer i lov om skifte af dødsboer.

Lovudkastet har været drøftet på et møde i Dommerforeningens bestyrelse.

Dommerforeningen har ingen bemærkninger til, at antallet af dommere i Højesteret gøres permanent i retsplejeloven.

Det fremgår af bemærkningerne til denne del af lovudkastet, at ”den ovenfor beskrevne ordning har [nu] eksisteret så længe, at den må antages at have antaget permanent karakter.” Det samme kan siges om det betydelige antal dommere, der i årevis har tjenestegjort i byretterne og i landsretterne under betegnelsen ”bunkebekæmpelsesdommere”. Dommerforeningen skal derfor opfordre til, at også disse stillinger gøres permanente.

Dommerforeningen har heller ikke bemærkninger til, at Domstolsstyrelsens bestyrelse foreslås udvidet med en byretspræsident. Dommerforeningen har i årevis foreslået en sådan ordning. Dels synes den i alle henseender hensigtsmæssig henset til bestyrelsens opgaver, dels opnår man med forslaget, at bestyrelsen lever op til kravene i Guide to the European Network of Council for the Judiciary, hvorefter en sådan bestyrelse bør have dommerflertal.

Dommerforeningen har ingen bemærkninger til de foreslåede ændringer af lov om skifte af dødsboer.  

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg

Landsdommer/Formand for Den Danske Dommerforening

Udskriv denne side