Høringssvar til udkast til forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje og lov om leje af almene boliger (Hurtigere udsættelse af lejere ved utryghedsskabende kriminalitet)
Ved mail af 8. februar 2021 har Indenrigs- og Boligministeriet anmodet om eventuelle bemærkninger til høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje og lov om leje af almene boliger (Hurtigere udsættelse af lejere ved utryghedsskabende kriminalitet).
Lovudkastet angiver at udmønte det initiativ i regeringsudspillet fra oktober 2020, der vedrører en hurtigere udsættelse af kriminelle fra lejeboliger.
Dommerforeningen har drøftet lovudkastet på et bestyrelsesmøde.
Dommerforeningen kan overordnet tilslutte sig, at der er behov for at kunne gennemføre en hurtig udsættelse af lejere på grund af utryghedsskabende adfærd.
Efter foreningens opfattelse er det væsentligt, at en ny ordning på dette område udformes sådan, at det rent faktisk i praksis vil kunne føre til en hurtigere udsættelse af de pågældende lejere. Det er i den forbindelse også af stor betydning, at ordningen ikke giver anledning til unødige tvivlsspørgsmål eller praktiske vanskeligheder af en sådan art, at det kan modvirke formålet med ordningen.
Lovudkastet lægger op til, at der indføres en ny procesform for en hurtig behandling af sager om udsættelse af lejere i forbindelse med utryghedsskabende kriminalitet i boligområdet, som er et alternativ til behandling i boligretten eller fogedretten. Den foreslåede procesform indebærer, at der kan ”kobles” en lejeretlig ophævelsessag på en straffesag.
Efter Dommerforeningens opfattelse rejser det foreliggende lovudkast imidlertid en lang række juridiske spørgsmål, og lovudkastets bemærkninger afspejler kun i meget begrænset omfang, at der er tale om en helt ny procesform, som både griber ind i retsplejelovens regler om behandlingen af retssager og de almindelige regler om behandlingen af lejeretlige ophævelsessager.
Det kan eksempelvis nævnes, at vigtige processuelle spørgsmål om bl.a. sagens berammelse, parternes udeblivelse, bevisførelsen og sagens omkostninger alene er omtalt i lovudkastets bemærkninger, selv om de almindelige regler herom til dels fraviges. Hertil kommer, at rettens sammensætning i forbindelse med behandlingen af den lejeretlige ophævelsessag ikke er nærmere omtalt, herunder om parterne kan anmode om, at (bolig)retten tiltrædes af to lægdommere. En række spørgsmål relateret til sagernes appel (og ændring ved appel) er heller ikke reguleret herunder spørgsmålet om, hvilken betydning det har for en kendelse om ophævelse af lejemålet, hvis grundlaget herfor bortfalder, hvis byrettens dom i straffesagen ændres under behandlingen af ankesagen.
De regler, der sædvanligvis gælder for behandlingen af lejeretlige ophævelsessager, og som boligorganisationen efter lovudkastet kan vælge at fravige med ordningen, er heller ikke omtalt i lovudkastets bemærkninger. Det er bl.a. uklart, om den lejeretlige sag angår berettigelsen af en forudgående ophævelse, der efter almindelige formueretlige regler forudsætter en hæveerklæring, eller om ophævelsen sker ved rettens afgørelse om ophævelse. Angår prøvelsen berettigelsen af en forudgående ophævelse af lejemålet, er det uklart, om ophævelsen kræver hæveerklæring eller sker ved boligorganisationens påstand herom i forbindelse med straffesagen. Det er endvidere uklart, om den foreslåede bestemmelse om erstatningsbolig og erstatning, i tilfælde hvor lejeren uberettiget er udsat, udgør en fravigelse af retsplejelovens § 505 og § 600 om erstatning og godtgørelse for tort, hvis grundlaget for en fogedforretning viser sig ikke at bestå. Det forudsættes i lovudkastets bemærkninger, at kære af afgørelsen i lejesagen som udgangspunkt ikke tillægges opsættende virkning, men det er uklart, hvordan bestemmelsen forholder sig til retsplejelovens § 502 om tilfælde, hvor andre sager kan have betydning for en fogedsag.
Dommerforeningen peger endvidere på, at den samlede ordnings forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke er behandlet (bortset fra en omtale af den eksisterende forpligtelse til at foretage en proportionalitetsafvejning efter artikel 8). Det gælder også forholdet til artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang, herunder adgangen til at lade sig repræsentere af en advokat, sammenholdt med lovudkastets bemærkninger om, at der ved berammelsen af straffesagen (og dermed efter lovudkastets forudsætninger reelt også den efterfølgende lejesag) ikke skal tages hensyn til, om en ikke-tiltalt lejer eller en ikke-tiltalt lejers advokat kan møde på det forventede tidspunkt for domsafsigelsen, og at lejeren – hvis en antaget advokat ikke kan møde – er henvist til at møde selv, antage en anden advokat, møde ved en anden rettergangsfuldmægtig eller udeblive.
Hertil kommer, at den skitserede ordning må forventes at ville indebære en både ressourcekrævende, uhensigtsmæssig og usmidig proces i forlængelse af afslutningen af en straffesag, herunder navnlig fordi det er beskrevet som en forudsætning, at sagerne skal kunne behandles samme dag.
Det må således bl.a. forventes, at flere af de straffesager, som kan give anledning til ophævelse af et lejemål, vil involvere flere tiltalte og blive afviklet over flere retsdage. Det kan i sådanne længerevarende straffesager ofte være usikkert, hvornår der præcist kan afsiges dom i sagen – og denne usikkerhed kan både knytte sig til dato og tidspunkt på dagen. Hvis straffesagen således angår et større antal tiltalte, hvor der for manges vedkommende kan blive tale om en efterfølgende lejesag, samtidig med at der for hver enkelt lejemål skal foretages en konkret vurdering af, om lejemålet kan ophæves, er det i praksis ikke realistisk, at disse lejesager kan afvikles i direkte forlængelse af straffesagen.
Det er ud fra den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af domstolenes sagsbehandling og ressourceanvendelse heller ikke oplagt, at det er en gevinst, at lejesagen behandles af den samme dommer, som har behandlet straffesagen, da lejesagen som det klare udgangspunkt vil angå en anden vurdering end den forudgående straffesag. Det gælder i endnu højere grad, hvis der er tale om en nævningesag med tre juridiske dommere, hvis det er tanken, at der tilsvarende skal deltage (de samme) tre dommere i lejesagen.
Det forudsættes endvidere med lovudkastet, at en eller flere lejere, som ikke nødvendigvis er tiltalte i straffesagen, forventes at kunne møde eventuelt med egen advokat i forlængelse af en straffesag, og det er herunder uklart, om en sådan lejer forventes selv at skulle bære ekstra omkostninger ved, at domsafsigelsen ikke nødvendigvis sker efter den forudsatte tidsplan, men måske endog sker på en helt anden (tidligere eller senere) dag.
Selv om Dommerforeningen som nævnt kan tilslutte sig det grundlæggende formål med lovudkastet – at sikre en hurtig udsættelse af lejere ved utryghedsskabende kriminalitet – rejser det foreliggende lovudkast imidlertid så mange juridiske og praktiske spørgsmål, at foreningen må fraråde, at det gennemføres i den foreliggende form.
Efter Dommerforeningens opfattelse er der behov for en langt mere grundig behandling af de mange spørgsmål, som vil være forbundet med en sådan ordning, og foreningen deltager selvsagt gerne i det videre arbejde, f.eks. i en hurtigt arbejdende arbejdsgruppe.
Dommerforeningen vil dog samtidig fremhæve, at en langt enklere og mere effektiv model til at sikre en hurtig udsættelse af lejere i de her omhandlede situationer vil være en særlig hurtig sagsbehandling i fogedretten. Det vil herunder være en forudsætning for en sådan fast track-ordning, at den nødvendige bevisførelse for at kunne vurdere den lejeretlige ophævelse sker i fogedretten, og uden at fogedretten – som i dag – kan henvise sagen til afgørelse i boligretten.
Fogedretten vil i en sådan ordning skulle lægge straffesagens resultat uprøvet til grund. Selv om centrale retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at straffesagen skal være endelig afgjort inden ophævelse af lejemålet, er det en politisk afvejning, om der på dette område er sådanne særlige hensyn, at der bør kunne gennemføres en sådan hurtig behandling i fogedretten allerede efter straffesagens afgørelse i første instans. Det må dog i givet fald forudsætte, at der sikres en retssikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig erstatnings- og kompensationsordning for lejere, hvor det senere måtte vise sig, at der ikke var grundlag for ophævelsen – f.eks. fordi der sker frifindelse i straffesagen i ankesagen.
Det er Dommerforeningens opfattelse, at en sådan model, som også foreslået af byretspræsidenterne, vil være langt mere effektiv end den foreslåede ordning i lovudkastet, og navnlig vil man undgå en række retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige udfordringer, ligesom man undgår af unødvendig belastning af straffesagerne.
Samlet er det Dommerforeningens opfattelse, at det foreliggende lovudkast fremstår som mindre egnet til sit formål, og at lovudkastet giver flere overvejelser og udfordringer, end det løser.
Lovudkastet fremkommer samtidig med, at Folketinget snart skal behandle et forslag om effektivisering af straffesagskæden. Dommerforeningen er enig med regeringen og Folketinget om, at der er regler og arbejdsgange i hele straffesagskæden, som bør og kan ses efter med henblik på, at sagerne kan passere hurtigere og smidigere gennem den såkaldte straffesagskæde. Netop derfor kan det undre, at der fremkommer et lovudkast som dette, der som følge af forudsætningen om en snæver kobling mellem straffesagen og lejesagen – i praksis med sikkerhed vil forlænge og besværliggøre straffesagsbehandlingen ved domstolene. Det, der måtte vindes ved en yderligere effektivisering af straffesagskæden, sættes så rigeligt over styr med dette lovudkast.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg