Høringssvar om forslag til lov om ændring af retsplejeloven, færdselsloven mv. (effektivisering af straffesagskæden mv.)

Ved mail af 12. februar 2021 har Justitsministeriet hørt Dommerforeningen over et forslag til lov om ændring af retsplejeloven, færdselsloven mv. (effektivisering af straffesagskæden mv.).


Lovudkastet har været drøftet på et møde i Dommerforeningens bestyrelse.


Dommerforeningen kan tilslutte sig formålet med lovforslaget og bemærker, at forslaget indeholder en række ændringer, som det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at de omhandlede forslag alene vil have begrænset betydning for domstolenes samlede ressourceanvendelse. Lovforslaget kan ikke – uden en samtidig og løbende tilførsel af ressourcer til domstolene - forventes at få en mærkbar effekt på den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Det er nødvendigt, at der mere generelt ses på, om domstolene er tildelt tilstrækkelige økonomiske ressourcer.


En gennemførelse af lovudkastets § 1, nr. 6 og 11, vil kunne føre til, at et antal sager gennemføres til dom ved tiltaltes udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald, men det må forventes, at en del af disse vil skulle genoptages, hvis tiltalte efterfølgende dokumenterer at have haft lovligt forfald, og at det samlede ressourceforbrug af den grund muligvis ikke vil blive mindre.
Dommerforeningen kan tiltræde, at en gennemførelse af lovudkastets § 1, nr. 1, 2, 3, 4, 5, 9, 18, 19,20, 22, 24 og 26 vil være hensigtsmæssig, uden at det dog vil have nogen større effekt på den samlede sagsbehandlingstid.


En gennemførelse af lovudkastets § 1, nr. 6 vil være hensigtsmæssig og vil være i overensstemmelse med, hvordan det allerede i vidt omfang praktiseres ved en række retter.
En gennemførelse af lovudkastets § 1, nr. 7 og 8 vil kunne begrænse antallet af bagatelagtige forhold/sager og dermed medvirke til en bedre udnyttelse af domstolenes ressourcer, men en mærkbar effekt af forslaget vil nok kræve, at området udvides betragteligt til blandt andet ligeledes at omfatte betingede domme. Den foreslåede ordning har et meget begrænset anvendelsesområde.


Efter Dommerforeningens opfattelse ville det i det hele taget være ønskeligt, hvis anvendelsesområdet for anklagemyndighedens slutning og tilskæring af sager blev udvidet og fandt udtryk i loven eller i bemærkningerne.
Dommerforeningen må derimod fraråde en gennemførelse af udkastets § 1, nr. 10, da den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 748a, stk. 3, allerede åbner mulighed, for at retten kan tillade anklageren at deltage i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt, og sigtede ikke deltager i retsmødet. Forslaget er ensidigt til fordel for anklagemyndighedens tilrettelæggelse af arbejdet, og vil medføre forlængede sagsbehandlingstider og risiko for fejl i afgørelserne ved retterne.


Forslaget omfatter blandt andet kendelser om agentvirksomhed, blokering af hjemmesider, tilladelser til legemsindgreb, ransagninger, beslaglæggelser og kendelser om udlevering af genstande fra ikke-sigtede (edition).


Ved vurderingen af, hvor arbejdsbyrden bør ligge i sådanne sager, må det efter Dommerforeningens opfattelse med betydelig vægt indgå, at sagerne rejses på initiativ af anklagemyndigheden. Det er anklagemyndigheden, der må formodes at kende sagen bedst, det er anklagemyndigheden, der fører sagen, og det er i anklagemyndighedens interesse, at sagen fremmes med tilpas hurtighed. Det savner derfor mening i et lovforslag om effektivisering af sagsbehandlingen ved domstolene at fravige den nuværende arbejdsdeling mellem anklagemyndigheden og retten og så ensidigt lægge byrden i disse sager på retten.


Der er som nævnt i dag hjemmel til, at anklageren kan møde via video. Dommerforeningen er enig i, at det på grund af lang transport til retten og i situationer, hvor der alene skal indhentes en enkelt eller ganske få kendelser, er forsvarligt og hensigtsmæssigt, at anklageren og retten drøfter sagen via videolink eller afgør sagen på skriftligt grundlag. Situationen er imidlertid ganske anderledes ved nogle af de store byretter, herunder blandt København og Aarhus.


De foranstaltninger, der omfattes af lovforslaget kan være særdeles indgribende, og for at retten kan vurdere det faktiske og retlige grundlag i sagerne, kræves det, at dommeren har sagens dokumenter. Disse dokumenter medbringer anklageren i dag til retsmødet, hvor grundlaget for indgrebet bliver gennemgået. Ved de større retter møder anklagemyndigheden dagligt i andre indgrebssager, og det vil kræve et uforholdsmæssigt større ressourceforbrug ved retterne, hvis de nævnte sagstyper skulle udskilles og behandles via video eller på skriftligt grundlag. Den nuværende model i Københavns byret, der også i et vist omfang anvendes i Aarhus, sikrer en hurtig, smidig og ikke mindst særdeles kvalitativ behandling af sagerne. Til eksempel kan nævnes, at Københavns byret afslutter 22 % af alle landets grundlovssager og dermed antageligt en tilsvarende andel af de omhandlede kendelser. En ordning som den foreslåede, hvor sagerne nærmest undtagelsesvist fremsendes elektronisk til retten og uden, at anklagemyndigheden senere forelægger sagerne, vil være overordentlig ressourcetung for retten og kan ikke undgå at forlænge sagsbehandlingstiden betragteligt.


Dommerforeningen finder derfor, at forslagets § 1, nr. 10 bør udgå af lovforslaget, så det overlades til retten at afgøre, om anklageren kan deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede.


Dommerforeningen er bekendt med landsretternes bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 23 om afvisning af tiltaltes bevis- og/eller udmålingsanke. Dommerforeningen kan tilslutte sig landsretternes høringssvar.


Samlet finder Dommerforeningen, at udkastet til lovforslaget indeholder mange gode elementer, som - bortset fra forslagets § 1, nr. 10 om telekommunikation - hver især og samlet vil føre til hurtigere og smidigere gennemløbstid ved domstolene. Det er som oven for nævnt Dommerforeningens opfattelse, at forslaget imidlertid ikke vil medføre særligt mærkbare eller målelige forbedringer af sagsbehandlingstiden. Dette skal ses i lyset af, at der i den senere tid er taget flere lovgivningsmæssige initiativer, der indebærer et væsentligt forøget tidsforbrug i et betydeligt antal sager ved domstolene, og som derfor trækker i den modsatte retning af dette lovforslag, og som utvivlsomt vil påvirke den nuværende sagsbehandlingstid negativt. Noget
mærkbart ved gennemløbstiden ved domstolene sker der først, når man erkender og tilfører domstolene øgede ressourcer.


Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg