Om udkast til forslag til lov om knive og blankvåben

Justitsministeriet har ved mail af 22. december 2015 anmodet om Dommerforeningens udtalelse vedrørende et udkast til forslag til lov om knive og blankvåben mv. (j. nr. 2014-1924-0141).

Det fremgår af lovudkastet, at formålet i vidt omfang er at videreføre hidtil gældende ret i en ny hovedlov, og at der herudover foreslås visse ændringer vedrørende enhåndsbetjente foldeknive, ændringer vedrørende anvendelsesområdet for princippet om, at knive kun må medbringes på offent­lige steder mv., når der er et anerkendelsesværdigt formål samt en skærpelse af straf­niveauet for tidligere voldsdømte mv, der besidder en kniv under skærpende omstændigheder.

Sagen har været drøftet på et bestyrelsesmøde i Dommerforeningen.

I den anledning skal jeg bemærke, at lovudkastet og de foreslåede ændringer i forhold til den gældende retstilstand overvejende er af politisk karakter, hvilket Dommerforeningen ikke som sådan har bemærknin­ger til.

Dommerforeningen finder dog anledning til at fremkomme med følgende bemærkninger til lovudkastet:

Efter lovudkastet må foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i en udfoldet position, ikke mere medbringes på offentlige steder, medmindre der er et anerkendelsesværdigt formål. Det inde­bærer, at den (formentlig ikke ubetydelige) del af befolkningen, der altid bærer en lommekniv på sig, frem­over vil overtræde den nye knivlov, hvis der ikke kan påvises et anerkendelsesværdigt formål med at bære kniven i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde kriminaliserer lovudkastet besiddelsen af lommekniv, uan­set at der i mange tilfælde ikke vil være nogen som helst risiko for, at lommekniven vil blive brugt til et kri­minelt formål. Det kunne overvejes at begrænse denne nykriminalisering af besiddelse af lommeknive til tilfælde, hvor der er en nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter (svarende til kriterierne for, at der foreligger skærpende omstændigheder).

Lovudkastet indeholder på side 30, 2.-4. afsnit, en række nærmere bemærkninger om bevisvurderingen i forhold til, om bestemmelsen er overtrådt, herunder blandt andet konkrete anvisninger på, hvad der forekommer troværdigt.  Dommerforeningen finder anledning til at understrege, at bevisbedømmelsen foretages af retten, og at der derfor i lovforarbejder ikke bør indgå anvisninger om bevisbedømmelsen, jf. retsplejelovens  § 880, 2. pkt.

Straffen for ulovlig besiddelse af kniv under skærpende omstændigheder forudsættes i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 7 dage. Det svarer til, hvad der gælder i dag. Efter lovudkastets § 7, stk. 2, 2. pkt., skal det anses for særlig skærpende, hvis den ulovlige knivbesiddelse under skærpende omstændigheder er begået af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 123, § 237, §§ 244-246, § 266 eller § 288. I disse tilfælde forudsættes straffen i førstegangstilfælde fastsat til ube­tinget fængsel i 40 dage. Dette er næsten 6 gange så meget som den forudsatte straf for andre personer, der første gang begår den samme overtrædelse, og næsten 3 gange så højt som straffen på fængsel i 14 dage for en anden persons tilsvarende overtrædelse i andengangstilfælde. Det bør overvejes, om en så kraftig strafskærpelse er velbegrundet i alle tilfælde, hvorved bemærkes, at gentagelsesvirkningen kan udløses af domme, der ligger mange år tilbage i tiden, jf. straffelovens § 84, stk. 3. Indførelsen af en sådan bestemmelse bør under alle omstændigheder give anledning til principielle overvejelser.

Efter ordlyden gælder skærpelsesreglen i § 7, stk. 2, 2. pkt., kun, hvis forstraffen er en fængselsstraf. For at undgå tvivl bør det i bemærkningerne til bestemmelsen afklares, om skærpelsesreglen kun gælder, hvis forstraffen er en ubetinget fængselsstraf, eller om reglen også omfatter tilfælde, hvor forstraffen er en betinget dom, herunder en dom til samfundstjeneste. Det bemærkes endvidere, at bestemmelsen efter ordlyden ikke gælder, hvis forstraffen er en ungdomssanktion eller en anden foranstaltning, der ikke har karakter af fængsel.

Dommerforeningen har noteret sig, at der i alle situationer, hvor der som udgangspunkt skal idømmes en ubetinget fængselsstraf, i stedet vil kunne anvendes betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Dommerforeningen har endvidere noteret sig, at lovudkastet forudsætter, at domstolene i konkrete sager efter omstændighederne vil kunne fravige strafniveauer i op- og nedadgående retning.

Afslutningsvis finder Dommerforeningen, at det bør overvejes, om en gennemførelse af den foreslåede nye knivlov giver anledning til en ændring af straffuldbyrdelseslovens § 78 a, stk. 2.   

 

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg

 

Udskriv denne side