Om om ændring af straffeloven m.fl. (Initiativer mod rocker- og bandekriminalitet.)
Ved e-mail af 29. oktober 2013 har Justitsministeriet anmodet om Dommerforeningens bemærkninger til udkast til forslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed og lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Initiativer mod rocker- og bandekriminalitet.)
Dommerforeningen skal indledningsvis henvise til sit høringssvar af 21. april 2009 til L 501 af 12. juni 2009, hvor den særlige strafskærpelsesbestemmelse i straffelovens § 81 a blev indført, hvor strafferammen i straffelovens § 192 a, stk. 1, blev forøget fra 4 til 6 år, og hvor der blev indført minimumsstraf i nævnte bestemmelse. Dommerforeningen kan henholde sig til det nævnte høringssvar og bemærker, at de samme overvejelser og betænkeligheder fuldt ud gør sig gældende med det foreliggende lovudkast.
Med det foreslåede lovforslag ønsker regeringen at skærpe straffen for besiddelse af skydevåben og udvide området for anvendelsen af strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 a, ligesom regeringen blandt andet ønsker at afskære rocker- og bandemedlemmer for udgang og prøveløsladelse, når gruppen deltager i eller har deltaget i en voldelig konflikt med en anden grupper.
Fastsættelse af, hvad der er strafbart, og fastlæggelse af strafferammerne henhører under den lovgivende magt, og Dommerforeningen udtaler sig principielt ikke om sådanne spørgsmål. I høringssvaret af 21. april 2009 udtalte Dommerforeningen sig imidlertid imod indførelsen af minimumsstraf i straffelovens § 192 a, og man har ved tidligere lejligheder udtalt sig imod, når lovgiver er forfaldet til en meget detaljeret beskrivelse af straffastsættelsen i forarbejderne. Bestemmelsen om minimumsstraf i straffelovens § 192 a, stk. 1, føres uændret videre, og lovforslaget beskriver detaljeret straffastsættelsen i forskellige situationer og i første, anden og tredje gangs tilfælde.
Det er fortsat Dommerforeningens opfattelse, at minimumsstraf og fastlæggelse af straf i forarbejderne medvirker til at forskyde balancen mellem den lovgivende og den dømmende magt. Erfaringen har da også vist, at ikke mindst den detaljerede straffastsættelse i forarbejderne har ført til situationer, hvor der ikke dømmes i overensstemmelse med lovgivers intentioner.
Dommerforeningen bemærker dog, at straffastsættelsen fortsat beror på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau kan fraviges i op og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kap. 10.
Dommerforeningen finder den ændrede bestemmelse i retsplejelovens § 769, stk. 2, om varetægtsfængsling efter dom principiel betænkelig, idet varetægtsfængslingen fremover ikke alene vil knyttet til den pågældendes egne forhold eller de strafbare handlinger, vedkommende er dømt for, men også til forhold og handlinger, som den pågældende efter omstændighederne ikke har ansvar eller indflydelse på.
Den ændrede affattelse af straffelovens § 81a, hvorefter anvendelsesområdet foreslås mærkbart udvidet, må forventes at føre til en omfattende bevisførelse i retten af, om forholdet er omfattet af bestemmelsen eller ej. Den meget brede beskrivelse i forarbejderne vanskeliggør bevisførelsen, og hertil kommer, at afgørelsen af, om den tiltalte er omfattet af personkredsen i § 81 a, udover en højere straf må forventes at få en række konsekvenser, eftersom netop bande- og rockermedlemmer efter lovforslaget begrænses i adgangen til udgang og prøveløsladelse.
Den udvidede brug af retsplejelovens § 747 forhør vil utvivlsomt føre til et væsentligt øget pres på navnlig retterne i og omkring København, i Aarhus og i Odense, hvor der føres særlig mange bande- og rockersager. Der er i disse sagskomplekser ofte flere sigtede og flere forsvarere, hvilket i praksis vil vanskeliggøre en hurtig berammelse, idet en afhøring uden forsvarerens tilstedeværelse ikke vil kunne udgøre det eneste eller afgørende bevis i en straffesag, jf. EMK artikel 6.
De skærpede strafferammer vil i sig selv formentlig også føre til flere nævningesager.
Da lovforslaget ydermere giver mulighed for yderligere varetægtsfængsling end i dag, er de økonomiske virkninger, lovforslaget forventes at medføre for domstolene, efter Dommerforeningens opfattelse skønnet meget for lavt.
I øvrigt giver lovforslaget ikke anledning til bemærkninger.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg