Om ændring af færdselsloven (skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde mv.)
Ved mail af 7. oktober 2013 har Justitsministeriet anmodet Dommerforeningen om eventuelle bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde mv. og indførelse af betinget objektivt ansvar for ejer (bruger) af et motorkøretøj fort visse hastighedsovertrædelser), Justitsministeriets j.nr. 2013-800-0048.
Dommerforeningen er bekendt med Østre Landsrets høringssvar af 4. november 2013, som Dommerforeningen kan tilslutte sig.
Dommerforeningen skal herudover om den del af lovudkastet, der angår ”betinget objektivt strafansvar”, knytte nogle yderligere bemærkninger.
Der er tale om en nydannelse, der på afgørende punkter afviger fra almindelige strafferetlige principper.
Grundproblemet med den foreslåede ordning er, at den flytter strafansvaret fra den skyldige fører til den uskyldige ejer. Ordningen fraviger herved det helt grundlæggende strafferetlige princip om, at strafansvaret påhviler den, der begår overtrædelsen. En fører, der ikke selv står som ejer eller bruger af bilen, kan herefter straffrit overtræde hastighedsbegrænsningerne inden for det område, som den foreslåede ordning skal omfatte. I stedet pålægges strafansvaret ejeren på objektivt grundlag, dvs. uden skyld. En sådan ordning vil f.eks. ved rent private låneforhold, hvor ejeren ikke har nogen økonomisk interesse i den kørsel, som overtrædelsen begås i forbindelse med, næppe blive oplevet som rimelig og retfærdig, og der er en risiko for, at en gennemførelse af ordningen vil kunne svække tilliden til retssystemet mere generelt.
Det er endvidere en nydannelse, at opdagelsesmåden bliver afgørende for placeringen af strafansvaret. Hvis hastighedsovertrædelsen konstateres ved en automatisk trafikkontrol placeres strafansvaret på ejeren, mens ansvaret som hidtil placeres på føreren, hvis overtrædelsen konstateres på anden måde.
Objektivt strafansvar for enkeltpersoner er som udgangspunkt ikke i strid med menneskerettighedskonventionen, men der savnes i bemærkningerne til lovudkastet en redegørelse for, hvordan den foreslåede vidtgående ordning, hvor ejeren kun kan blive frigjort for strafansvar, hvis føreren inkriminerer sig selv over for politiet, forholder sig til konventionen.
Et særligt spørgsmål, der må forventes at få stor praktisk betydning, hvis ordningen gennemføres, er spørgsmålet om, hvorvidt ejeren efter at have betalt bøden kan søge regres hos den fører, der har begået overtrædelsen. Det må antages, at en fysisk eller juridisk person, der er blevet pålagt et bødeansvar, normalt ikke kan kræve bøden refunderet af andre, herunder heller ikke af den, der har begået overtrædelsen. Spørgsmålet er imidlertid, om der i givet fald bør gælde noget andet her.
På den anførte baggrund kan Dommerforeningen ikke anbefale, at denne del af det foreliggende lovudkast fremmes.
Med venlig hilsen
Mikael Sjöberg