Opkrævning og inddrivelse af visse fordringer
Vedrørende udkast til forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer m.m.
I en mail af 23. november 2004 har Skatteministeriet anmodet om en udtalelse om ministeriets udkast til forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer og til forslag til lov om ændring af forskellige love (konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer).
Foreningen har ingen bemærkninger til lovgivers ønske om at oprette en restanceinddrivelsesmyndighed.
Med hensyn til den ressourcemæssige betydning for domstolene henvises til høringssvar fra Domstolsstyrelsen.
Foreningen finder, at de afgørelser, der efter forslaget skal kunne indbringes for Landsskatteretten - og som efter bemærkninger må forventes kun sjældent at ville afspejle skattelovgivningens komplikationsgrad - i tilfælde af domstolsprøvelse ikke bør kunne indbringes direkte for landsretterne med automatisk adgang til appel til Højesteret, men at det bør sikres, at en domstolsprøvelse af disse afgørelser skal ske ved indbringelse for byretterne/fogedretterne.
Foreningen finder i øvrigt ikke anledning til at udtale sig om lovforslaget.
Med venlig hilsen
Henrik Linde