Arbejde i udvalg (side 1)
Retsplejerådet
I september 2006 afgav rådet betænkning nr. 1481 om retsmægling. På
baggrund af positiv evaluering af forsøgsordning om retsmægling
foreslås der indført permanent landsdækkende regler om retsmægling
i domstolsregi. Ordningen omfatter dispositive borgerlige sager ved
byret, landsret og Sø- og Handelsretten. Det er retten, som - efter
anmodning fra parterne - træffer bestemmelse om retsmægling, og som
udpeger retsmægleren i de enkelte sager. Retsmægleren kan være
ansat ved retten som dommer eller fuldmægtig eller være en advokat,
der er uddannet dertil. Parternes advokater kan som udgangspunkt
deltage i møderne. Mæglingen er fortrolig. Retsmægleren er
forpligtet til at afslutte retsmæglingen, hvis det er nødvendigt
for at hindre, at parterne under retsmæglingen indgår aftale, der
indebærer strafbare forhold eller i øvrigt strider mod ufravigelig
lovgivning.
Rådet ser i øjeblikket bl.a. på, om forbudssager fremover bør
behandles af civilretten samt på, om der bør indføres regler om
lønindeholdelse for private krav. En arbejdsgruppe er til brug for
Retsplejerådets overvejelser ved at gennemgå alle retsplejelovens
regler om tvangsfuldbyrdelse med henblik på at vurdere, om
praktiske erfaringer viser behov for ændringer.
Strafferetsplejeudvalget
Strafferetsplejeudvalgets anbefalinger i betænkning nr. 1469/2006
er gennemført ved lov nr. 1561 af 20. december 2006 med ændring af
retsplejeloven vedrørende varetægtsfængsling i isolation. Loven
trådte i kraft den 1. januar 2007 og indebar blandt andet
nedsættelse af den tidsmæssige overgrænse for isolation af unge
under 18 år, nedsættelse af den tidsmæssige overgrænse for
isolation afhængig af strafferammer og en skærpelse af domstolenes
begrundelsespligt vedrørende afgørelse om isolation eller fortsat
isolation samt udvidelse af mulighederne for afholdelse af
bevisførelse før hovedforhandlingen i sager, hvor den sigtede er
varetægtsfængslet i isolation, jf. retsplejelovens § 747, og
endelig udvidelse af adgang til mundtlig behandling af
isolationskæremål.
Udvalget afgav en udtalelse om telefonscanning i september 2006.
Det
lovudkast, som var indeholdt i udvalgets udtalelse, blev ikke
gennemført, idet strafferetsplejeudvalget blandt andet anførte, at
telefonscanning efter udvalgets opfattelse udgør et særlig
alvorligt indgreb i meddelelseshemmeligheden, der kan involvere
kommunikation blandt personer, der ikke er eller vil kunne
mistænkes for kriminalitet. Det forhold talte efter udvalgets
opfattelse for, at der skal foreligge tungtvejende grunde til ved
lov at indføre en regel, der muliggør anvendelse af et sådant
indgreb. Regeringen har efterfølgende besluttet ikke at foreslå
lovgivning om telefonscanning.
Udvalget afgav betænkning nr. 1485/2006 om forurettedes
processuelle retsstilling i straffesager. Udvalgets anbefalinger
blev gennemført ved lov nr. 517 af 6. juni 2007 med ikrafttrædelse
den 1. juli 2007. Hovedformålet med loven er at styrke
retsstillingen for forurettede. Efter loven styrkes tillige
retsstillingen for forurettedes efterladte, hvis forurettede er
afgået ved døden. Endvidere er der åbnet mulighed for retten til i
særlige tilfælde at beskikke en bistandsadvokat for den forurettede
i andre typer af straffesager end dem, hvor det i dag er muligt at
beskikke en bistandsadvokat, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3.
Endelig udvides adgangen for retten til på et tidligt tidspunkt
forud for selve straffesagens behandling at behandle spørgsmålet om
bl.a. dørlukning samt referat- og navneforbud.
I foråret 2007 har strafferetsplejeudvalget især arbejdet med at
afgive en betænkning om mulige tiltag til begrænsning af den
tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger. Der
kan forventes afgivet betænkning herom i det tidlige efterår
2007.
Advokatudvalget
Advokatudvalgets arbejde mundede ud i det oven for omtalte
lovforslag, hvorefter andre end advokater således kan møde for
parterne i småsager. Som nævnt under høringssvaret har foreningen
gjort opmærksom på de problemer, som dette kan medføre med det
deraf følgende øgede ressourceforbrug.
Bibeskæftigelsesnævnet
Retsplejelovens regler om dommeres biindtægter trådte i kraft pr.
1. januar 2007, hvilket blandt andet betød, at
Bibeskæftigelsesnævnet fra samme dato indledte sit virke. Nævnet
vedtog på sit første møde en forretningsorden. Nævnet vil udsende
årsberetninger, hvori der vil blive redegjort nærmere for nævnets
praksis.
Visionsudvalget
Visionsudvalget, der blev nedsat i 2006 på Domstolsstyrelsens
initiativ, har til opgave at bidrage til de overordnede visioner
for et samlet karriere- og kompetenceudviklingsforløb fra
rekruttering til pensionering. Visionerne skal gælde alle
domstolsjurister, og udvalget har på en række møder drøftet navnlig
spørgsmålene om rekruttering af dommere og dommerfuldmægtige,
dommerfuldmægtiges uddannelsesforløb, dommerkompetencer,
specialisering samt dommeres generelle arbejdsforhold og
videreuddannelse.
Udvalgets arbejde afsluttes med en konference i oktober 2007, og på
baggrund af udvalgets oplæg og drøftelserne på konferencen vil
Domstolsstyrelsen udarbejde oplæg til mere konkrete initiativer,
som herefter skal forelægges for Hovedsamarbejdsudvalget og
endeligt tiltrædes af Domstolsstyrelsens bestyrelse, før en
iværksættelse kan finde sted.