Fagforeningsmæssige emner

Lønforhandlingerne 1999-2002

Efter sidste årsberetning er der indgået aftale om tillægsforbedringer til 7 enedommerstillinger og om midlertidig finansiering af tillæg til stillinger som retsformænd og assisterende retsformænd i yderligere 2 afdelinger i Vestre Landsret. Der er endvidere efter tilførsel af yderligere midler fra en central AC-pulje indgået aftale om, at tillæggene for de konstituerede landsdommere med virkning fra 1. januar 2002 forhøjes, så de nu svarer til tillæggene for de lavest lønnede udnævnte landsdommere.

Aftalefornyelsen pr. 1. april 2002

I foråret 2002 indgik statstjenestemændenes organisationer og Finansministeriet aftale om løn- og arbejdsvilkår for en 3-årig periode fra 1. april 2002. Ved aftalen opnåedes generelle lønforbedringer med i alt 5,55%. Disse udbetales ratevis pr. 1. april 2002, 1. april 2003, 1. april 2004 og 1. oktober 2004 og er underkastet en reguleringsordning. Fra 1. januar 2002 optjenes en 4. feriefridag og fra 1. januar 2003 en 5. Ordningen med cheflønspuljer fortsætter. Den samlede cheflønspulje for den offentlige statssektor forventes at andrage cirka 70 mio. kr. mod sidste aftaleperiodes cirka 54 mio . kr., altså en markant forbedring. Puljerne er endnu ikke endeligt fordelt. Herudover er der sket en forøgelse af Domstolsstyrelsens cheflønspulje med 3,3 mio. kr., hvoraf hovedparten tilfalder dommerne. Fra 1. oktober 2003 forhøjes værdien af skalatrinene lønramme 38 med 9.000 kr., lønramme 39 med 14.000 kr., lønramme 40 med 19.000 kr., lønramme 41 med 25.000 kr. og lønramme 42 med 30.000 kr. Det er dog samtidig aftalt, at der modregnes i eksisterende tillæg. Dette indebærer, at lønnen forbliver den samme efter forhøjelsen, men får virkning for pensionen, idet denne beregnes som en procentdel af lønrammelønnen. Finansministeriet har også denne gang afvist stort set alle krav til omklassificering på AC-tjenestemandsområdet for lønramme 38 og derover, men det er dog lykkedes at indgå aftale om omklassificering fra lønramme 38 til lønramme 39 af 19 stillinger som landsdommere, således at samtlige landsdommere nu er klassificeret i denne lønramme.

Seniorordninger

På foreningens regionalmøder har emnet seniorordninger været genstand for drøftelser på grundlag af et notat fra 1. marts 2002. Ved aftalefornyelsen for statens tjenestemænd pr. 1. april 2002 ændredes seniorordningerne på visse punkter. Baggrunden for ændringerne er, at befolkningens aldersmæssige sammensætning i de kommende år vil medføre et forholdsmæssigt mindre antal erhvervsaktive og et større antal pensionister. Formålet med ændringerne har derfor været at tilskynde ældre medarbejdere til at blive længst muligt på arbejdsmarkedet.

Den aldersmæssige betingelse for frivillig fratræden med enten forhøjet pensionsanciennitet eller udbetaling af et engangsbeløb forhøjes pr. 1. april 2005 fra 60 år til 62 år.

Vedrørende adgangen til deltidsansættelse henvises til foreningens notat af 1. marts 2002.

Ved aftalefornyelsen er der skabt hjemmel til, at der kan bevilges indtil 12 dages ekstra frihed med løn pr. år til ansatte, der er fyldt 62 år. Den ekstra frihed kan afvikles som enkelte timer, som halve dage eller som hele dage i sammenhæng eller enkeltvis. Dommerforeningen vil arbejde for, at der bliver indgået en generel aftale herom omfattende alle seniordommere.

Foreningen forventer, at Finansministeriet udsender ny vejledning om seniorordninger.

Udskriv denne side