Høringssager 2001 (del 2)
Godtgørelse for skuffet forventning ved fejlagtige økonomioplysninger m.v.
Justitsministeriets lovudkast bygger på et formandsmindretals
forslag i betænkning nr. 1362 om rådgiveransvar. Ved forslaget
tilvejebringes hjemmel i erstatningsansvarsloven og i lov om
omsætning af fast ejendom til, at der ud fra en konkret
rimelighedsvurdering kan tilkendes en skønsmæssig fastsat
godtgørelse, når der som følge af culpøst forhold fra en rådgiver
foreligger fejlagtige økonomiske oplysninger, uden at der herved er
lidt noget økonomisk tab.
Foreningen havde ikke bemærkninger til lovudkastet, men tilføjede
at et større antal retssager formentlig kan forventes, inden
retspraksis er fastlagt.
Lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren
Til afløsning af blandt andet lov om licitation har Erhvervsministeriet udarbejdet udkast til lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren. Ved besvarelsen af høringen havde foreningen særligt bemærket sig, at klager i anledning af overtrædelse af de foreslåede regler kan indgives til Klagenævnet for Udbud. Dommerforeningen fandt det principielt betænkeligt, at der efter lovforslaget gives mulighed for, at tvister også mellem private med bevisførelse og afgørelse af erstatningsspørgsmål, der vurderes som et kerneområde for domstolene, nu skal kunne ske for klagenævnet. I øvrigt havde foreningen ikke bemærkninger til lovudkastet.
Betænkning om transaktioner mellem nærtstående parter
I en delbetænkning (nr. 1388) fra Udvalget om økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet foreslås, at der i regnskabs- og
selskabslovgivningen indføres bestemmelser med henblik på at sikre,
at transaktioner mellem nærtstående parter kommer klart til udtryk
i regnskabet, og at ledelsen løbende er underrettet om sådanne
transaktioner. Udtrykket "nærtstående parter" dækker blandt andet
personer eller selskaber, som direkte eller indirekte har
bestemmende eller betydelig indflydelse på den anden parts
driftsmæssige eller finansielle virksomhed.
Dommerforeningen havde ikke bemærkninger til betænkningen.
CPR-nr. i anklageskrifter
En tiltalt klagede til Indenrigsministeriet over, at de
medtiltalte i anklageskriftet blev bekendt med tiltaltes CPR-nr.
Indenrigsministeriet tilkendegav ved høringen, at anvendelsen af
CPR-nr. i anklageskrifter med flere tiltalte, navnlig for så vidt
angår de sidste 4 cifre, næppe er i overensstemmelse med gældende
lovgivning.
Dommerforeningen udtalte, at hensynet til at opnå den højst mulige
sikkerhed for korrekt identifikation af de tiltalte og korrekt
tilførsel til Det Centrale Kriminalregister bør medføre
opretholdelse af den eksisterende praksis, der har hjemmel i
retsplejelovens § 831.
Ny sanktion ved ungdomskriminalitet
En af regeringen nedsat ekspertgruppe har foreslået, at
kriminelle under 18 år kan idømmes en 2-årig sanktion med et
socialpædagogisk indhold. Sanktionen skal begynde med ophold i
sikret institution, derefter ophold i almindelig institution og
afsluttes med en ambulant udslusningsfase.
Dommerforeningen udtalte, at det bør overvejes i lovteksten at
klargøre rettens kompetence vedrørende fastsættelse af længstetider
for ophold i de respektive institutioner og at klargøre de sociale
myndigheders kompetence til at træffe afgørelse om eventuel
forbliven i en institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum.
Endvidere bør det af lovteksten fremgå, hvor lang tid de respektive
institutionsophold og den samlede foranstaltning kan forlænges i
tilfælde af ny kriminalitet.
Statens tilsyn med kommuner og amtskommuner. Klagereform
I betænkning nr. 1395 er det blandt andet foreslået, at
Indenrigsministeriets tilsynskompetence ophæves, og at statens
tilsyn med kommunerne skal bestå af følgende 2 instanser: 1.
instans skal være statsamtmanden, og 2. instans skal være et
uafhængigt tilsynsnævn på 7 medlemmer, hvoraf formanden skal være
højesteretsdommer. Afgørelser skal kunne indbringes for
domstolene.
Foreningen havde ikke bemærkninger til betænkningens forslag.
Almindelige Betingelser for levering af Serviceydelser (ABS)
På baggrund af det stigende antal offentlige udliciteringer har
et udvalg under Erhvervsministeriet udarbejdet: Almindelige
Betingelser for levering af Serviceydelser. Serviceydelser skal
forstås som tjenesteydelser generelt. Udvalget har hentet
inspiration fra de tilsvarende betingelser for bygge- og
anlægsvirksomhed (AB 92). Når ABS er vedtaget af parterne, skal
enhver tvist afgøres endeligt af en voldgiftsret, der nedsættes af
Det Danske Voldgiftsinstitut.
Dommerforeningen udtalte, at voldgiftsbestemmelsen ikke forekommer
velbegrundet. Foreningen bemærkede endvidere, at det kan give
anledning til afgrænsningsproblemer, når det i en bestemmelse er
fastsat, at den private leverandør af serviceydelser skal
videregive enhver oplysning vedrørende opgaveløsningen til den
offentlige myndighed, som er nødvendig for, at myndigheden kan
varetage sine offentligretlige forpligtelser.
Berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler
Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har i
delbetænkning nr. 1396 blandt andet foreslået, at straffelovens §
289 om grov skattesvig og smugleri udvides således, at den bliver
en fælles overbygningsbestemmelse for grov kriminalitet inden for
skatte-, told-, afgifts- og tilskudsområdet samt for svig med
EU-midler.
Foreningen havde ikke bemærkninger til betænkningens forslag.
Betænkning om papirløs tinglysning
Et udvalg under Justitsministeriet har afgivet betænkning med
forslag til ændring af tinglysningsloven. Der er tale om et
lovteknisk forslag, og der er ikke fastlagt endelige rammer for den
tekniske løsning. Udvalget foreslår en begrænset adgang til
papirløs indlevering og tinglysning af dokumenter, samt at der
etableres et særligt knudepunkt (central tinglysningsmodtager),
hvortil alle digitale meddelelser skal sendes, og hvorfra de
videresendes til det enkelte tinglysningskontor.
Foreningen udtalte, at man ikke havde bemærkinger til betænkningens
forslag om, at der gennemføres en delløsning med papirløs
tinglysning for visse typer pantebreve. Foreningen tog forbehold
overfor den tekniske løsning og vil afvente den nærmere beskrivelse
heraf.
Foreningen fandt, at betænkningen ikke havde anført nogen
overbevisende argumentation for at fravige den gældende ordning om,
at alle rettigheder, der skal tinglyses, skal sendes til det lokale
dommerkontor. Foreningen kunne derfor ikke tilslutte sig forslaget
om etablering af en central enhed for modtagelse af digitale
meddelelser.
Betænkning om e-signatur og formkrav i lovgivningen - delbetænkning afgivet af Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital signatur m.v.
I betænkningen anføres, at det er nødvendigt systematisk at
gennemgå lovgivningen og tage stilling til, om gældende
lovbestemmelser er til hinder for anvendelse af elektronisk
kommunikation, og om disse bestemmelser bør ændres. Betænkningen
anbefaler, at der f.eks. i forvaltningsloven indsættes en generel
regel om, at de enkelte ministre bemyndiges til ved bekendtgørelse
at ændre formkrav, der drejer sig om kommunikation til det
offentlige. For så vidt angår kommunikation fra det offentlige og
mellem borgere indbyrdes foreslår udvalget ændringer gennemført ved
særskilte lovændringer.
Foreningen udtalte, at man ikke havde bemærkninger til
betænkningen.
Retligt netværk i civile sager og handelssager
EU-kommissionen har udarbejdet forslag til rådsbeslutning om
oprettelse af et europæisk retligt netværk for civile sager og
handelssager. Netværkets formål er at gøre det lettere at etablere
kontakter mellem medlemslandene og formidle baggrundsviden om de
enkelte landes retssystemer. Netværket, som hovedsagelig skal bestå
af et antal kontaktpunkter i hvert medlemsland, skal blandt andet
medvirke til at forenkle og fremskynde anmodninger om samarbejde og
at lette adgangen til domstolene i grænseoverskridende tvister.
Endelig skal netværket forestå driften af et informationssystem for
borgerne.
Forslaget, som ikke umiddelbart vil få virkning for Danmarks
vedkommende, har ikke givet foreningen anledning til
bemærkninger.
Forslag til rammeafgørelse om gennemførelsen i den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af aktiver eller bevismidler
Det Europæiske Råd vedtog den 29. november 2000 i
overensstemmelse med konklusionerne fra rådets møde i Tampere et
program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af
princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager.
Programmet har som første prioritet vedtagelse af et instrument,
der gennemfører princippet om gensidig anerkendelse i forhold til
indefrysning af bevismidler og aktiver.
Frankrig, Sverige og Belgien har på den baggrund fremsat et forslag
til rammeafgørelse om gennemførelse i den Europæiske Union af
kendelser om indefrysning af aktiver og bevismidler.
Rammeafgørelsen finder i følge artikel 2 anvendelse på
indefrysningskendelser vedrørende forhold, der i henhold til
udstedelsesstatens lovgivning udgør en af følgende
lov-overtrædelser: ulovlig handel med narkotika, EU svig,
hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold, falskmøntneri i
forbindelse med Euroen, bestikkelse og menneskehandel.
Foreningen svarede Justitsministeriet, at en gennemførelse kræver
visse lovændringer, som anført i Justitsministeriets grundnotat,
men at foreningen i øvrigt ikke har bemærkninger til forslaget.