Arbejde i udvalg (side 2)

Dommerforeningens Informationsudvalg

Informationsudvalget har i foråret 2001 haft en generel drøftelse af behovet for at fortsætte udgivelsen af Dommerforeningens Domsoversigter. Udvalget finder, at domsoversigterne i den nuværende form er et yderst nyttigt opslagsværk og dermed fortsat har deres berettigelse.

Udvalget vil gerne modtage forslag fra medlemmerne, herunder forslag til kommende oversigter og bidragsydere, og har i juni 2000 opfordret medlemmerne til at sende forslag m.v. til udvalgets medlemmer.

I 2000 - 2001 er udsendt:

· Praksis vedrørende vold (Vold II)
· Praksis vedrørende forsikrings- og socialbedrageri
· Praksis vedrørende uagtsomt manddrab i forbindelse med færdselsloven.

Der er blandt andet planlagt følgende oversigter:

· Praksis vedrørende udvisning.
· Praksis vedrørende narkodomme.
· Praksis vedrørende arbejdsmiljøret.



Domstolsstyrelsens ad hoc udvalg vedrørende sagsbehandling i voldssager

Justitsministeriet havde i december 2000 afleveret redegørelse til Folketingets Retsudvalg om sagsbehandlingstider i voldssager. Redegørelsen omhandlede indberetning fra anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorg. Det fremgik af undersøgelsen, at der i 1. halvår 2000 havde været ialt 393 sager ved byretterne, der verserede i mere end de 37 dage, der er målsætningen. Undersøgelsen viste, at retten i 35% af disse sager havde været eneste årsag til forsinkelsen og i yderligere 16% medvirkende årsag til forsinkelsen.

På et møde i januar 2001 mellem landsretterne, Dommerforeningen og Domstolsstyrelsen om sagsbehandlingstider i voldssager blev det aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en cirkulæreskrivelse, hvori betydningen af disse sagers fremme tydeliggøres, herunder at sagerne løbende berammes.

Arbejdsgruppen blev nedsat i løbet af foråret og har afholdt et møde og planlagt endnu et møde i august 2001, hvorefter cirkulæreskrivelsen forventes udsendt.



Justitsministeriets specialudvalg for politimæssigt og retligt samarbejde

Med virkning fra 1. januar 2000 besluttede regeringen at ændre proceduren i forbindelse med behandling af sager, der hører under afsnit VI i EU-traktaten. I den forbindelse blev Forberedelsesudvalg vedrørende Politi-, Told- og Retsligt samarbejde udvidet med henblik på bedre og mere systematisk inddragelse af relevante organisationer. Udvalget ændrede samtidig navn. Specialudvalget er bredt sammensat og består af repræsentanter fra Justitsministeriet (formand), Statsministeriet, Finansministeriet og Erhvervsministeriet samt repræsentanter for domstolene og politi- og anklagemyndighed, Advokatrådet, Amnesty International m.fl. Udvalget orienteres ved cirka 8 årlige møder om initiativer fra EU af betydning for området. Danmark deltager på grund af Amsterdam-forbeholdet ikke i afstemningerne i EU, men deltager i forhandlingerne og dermed i udformningen af bestemmelserne. Sideløbende sender Justitsministeriet alle forslag til rammeafgørelser, afgørelser i andet øjemed og konventioner til høring.

Det fremgår af de sager, der forelægges udvalget, at der politisk lægges stor vægt på, at samarbejdet inden for dette område også i realiteten forbedres. Der er netop vedtaget en konvention om gensidig retshjælp i straffesager, og der arbejdes på et udkast til konvention om gensidig retshjælp i civile sager. Der arbejdes tillige med rammeafgørelser om menneskehandel, narkotika, seksuel udnyttelse af børn, ulovlig indrejse og falskneri overfor EU-valuta. Der er afsat midler til videreuddannelse af anklagere og dommere med henblik på at øge kendskabet til og forståelse for de øvrige landes retssystemer. En del af de seminarer i udlandet, som foreningens medlemmer har deltaget i, er afholdt i tilknytning til disse programmer.



Domstolenes uddannelsesudvalg for jurister

Budgettet for året 2001 er i år på knap 12,9 millioner kroner med en ligelig fordeling af midlerne mellem kurser for jurister og kontorpersonale.

Udvalget har også i år besluttet i enkelte tilfælde at tildele støtte til enkeltpersoner, hvis uddannelsen konkret var rettet mod den enkeltes stilling, og som var til gavn for domstolene som helhed. Flere embeder har endvidere søgt og fået støtte til afholdelse af temadage, hvor temaet har været målsætningsdebat. Tilskuddet har maksimalt andraget 15.000 kr. Udvalget har endvidere i et vist omfang givet støtte til, at domstolsjurister kunne repræsentere Danmark ved internationale arrangementer, herunder seminarer om de enkelte EU-landes retssystemer.

Sidstnævnte seminarer blev afholdt af EJTN - European Judicial Training Network - , for hvilket der i efteråret blev underskrevet et charter med henblik på at formalisere samarbejdet. I november 2000 stillede det franske formandskab forslag til rådsbeslutning "om oprettelse af et europæisk net for retlig uddannelse", og der bliver nu arbejdet videre med at få udformet et "EU-instrument", der understøtter netværket.

Der er indgået en aftale med kursuscentret "Trinity" ved Fredericia, således at kurserne i året 2002 og 2003 hovedsagelig vil blive afholdt dér. Der er indrettet et særligt IT-lokale m.v.

Uddannelsesudvalget har udarbejdet kommissoriet for Uddannelsesudvalget for Jurister. Kommissoriet blev godkendt på HSU.

Det hedder i kommissoriet:

"Mål
Uddannelsen af jurister ved domstolene skal medvirke til at sikre en målrettet faglig og personlig udvikling af den enkelte medarbejder i overenssstemmelse med domstolenes målsætning og det enkelte embedes og medarbejderens behov. Uddannelsen skal bidrage til at skabe personlig udvikling, fleksibilitet og gode og udfordrende stillinger ved domstolene.

Opgaver.
Uddannelsesudvalget for Juristers hovedopgave er at fastlægge uddannelsesaktiviteter for domstolsjurister, herunder de overordnede linier for grunduddannelsen for dommerfuldmægtige og efteruddannelsen af dommerfuldmægtige og øvrige domstolsjurister.

Uddannelsesudvalget for Jurister skal tage stilling til generelle spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af efteruddannelsesprogrammer, ligesom udvalget forudsættes at skulle vurdere og godkende de oplæg til kursusprogrammer, herunder indhold og målgrupper, som Domstolsstyrelsen har udarbejdet.

Udvalget skal løbende følge behovet for justeringer i uddannelsesaktiviteterne, og udvalget skal således til stadighed arbejde på at forbedre, udbygge og forny den eksisterende uddannelse af domstolsjurister og de dertil hørende retningslinier.

Uddannelsesudvalget forudsættes løbende at skulle tage stilling til, i hvilket omfang Danmark bør deltage i internationale uddannelsesmæssige tiltag.

Uddannelsespolitikken skal medvirke til at sikre, at de ansatte ved domstolene er veluddannede, fleksible, selvstændige, omstillingsparate, kvalitets- og servicebeviste samt har samarbejdsevner.

Uddannelsesudvalget skal behandle emner, der har betydning for uddannelsespolitikken i bred forstand og eventuelt nedsætte underudvalg, der kan behandle specifikke spørgsmål inden for det uddannelsesmæssige område, og som kan indgå som en del af den samlede uddannelsespolitik.

Domstolsstyrelsen tilrettelægger uddannelsesaktiviteterne for domstolsjurister i overensstemmelse med de retningslinier, der besluttes i Uddannelsesudvalget for Jurister.

Uddannelsesudvalget for Jurister skal løbende koordinere grund- og efteruddannelsesplanerne med Uddannelsesudvalget for Kontorpersonale. Det tilstræbes i den forbindelse, at udvalgene afholder fællesmøder. De 2 udvalg skal afholde mindst et årligt fællesmøde.

Uddannelsesudvalgene skal i løbet af 2001 udarbejde et forslag til en overordnet sammenhængende uddannelsespolitik."

Sidste år blev der nedsat et underudvalg under uddannelsesudvalget, der havde til opgave at udarbejde et forslag til udformning af en eksamen for dommerfuldmægtige med henblik på at vurdere egnetheden for fortsat ansættelse ved domstolene. Underudvalgets rapport er færdig og skal behandles på uddannelsesudvalgets møde i august.



Seminar om procedure i civile sager

Med henblik på videreførelse af seminarerne om proceduren ved Højesteret og landsretterne blev der nedsat en arbejdsgruppe, hvori deltog repræsentanter for Advokatrådets Kontaktudvalg, Advokatrådets Retsplejeudvalg og Dommerforeningen. Det blev i arbejdsgruppen bestemt, at der i det kommende efterår skal afholdes 4 seminarer ved byretterne. Målgruppen for seminarerne er unge advokater og eventuelt advokatfuldmægtige samt domstolenes yngre jurister. Seminarerne afholdes i løbet af efteråret 2001 og vil hver vare en dag.



Personalepolitisk udvalg

Personalepolitisk udvalg, der er et underudvalg under Hovedsamarbejdsudvalget, har udarbejdet forslag til en overordnet personalepolitisk målsætning, der skal være retningsgivende for det personalepolitiske arbejde ved Danmarks Domstole.

Personalepolitisk udvalg har endvidere udarbejdet forslag til nye koncepter til brug under afviklingen af medarbejderudviklingssamtaler og vejledning for forberedelse, afvikling og opfølgning af disse samtaler.

Udvalgets arbejde er nærmere beskrevet i Danmarks Domstole nr. 7 - juni 2001.



Domstolenes kontaktudvalg

Kontaktudvalget består af repræsentanter for HK landsklubben Danmark, PDT, Dommerfuldmægtigforeningen og Dommerforeningen.

Der afholdes 2 møder årligt. I år har drøftelserne navnlig vedrørt strukturspørgsmål og IT-spørgsmål.



Kontaktudvalget med Politimesterforeningen

Der har været afholdt ét møde i kontaktudvalget.

Man har især drøftet arbejdet i Strukturkommissionen og Politikommissionen samt lønspørgsmål.



Kontaktudvalget med Advokatrådet

Der afholdes to møder årligt. I år har blandt andet været drøftet:

Arbejdet i Strukturkommissionen, Politikommissionen, Retsplejerådet samt advokatsalærer

Udskriv denne side