Ændring af straffeloven (Strafudmåling i voldtægtssager)

Justitsministeriet har i brev modtaget den 29. januar 2010 anmodet om en udtalelse om udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Strafudmåling i voldtægtssager).

I den anledning skal Dommerforeningen udtale følgende:

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at Rigsadvokaten siden den såkaldte skærpelseslov fra 2002 løbende har orienteret Retsudvalget om retspraksis i sager om voldtægt herunder om udviklingen i strafniveauet i disse sager. Det fremgår endvidere, at Rigsadvokaten har konkluderet, at domspraksis viser, at strafskærpelsen fra 2002 er gennemført i praksis, og at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt.

Alligevel anføres det videre i bemærkningerne, at “Justitsministeriet finder det væsentligt at modvirke et generelt indtryk af, at visse former for voldtægt generelt anses for mindre grove end andre voldtægter”, og at der er “anledning til at præcisere i lovgivningen, at strafudmålingen i voldtægtssager sker på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt”.

Da der ifølge Rigsadvokatens undersøgelser af retspraksis ikke er et sagligt grundlag for at have “et generelt indtryk” af, at visse voldtægtsformer generelt anses for mindre grove end andre, er der efter Dommerforeningens opfattelse heller intet grundlag for at modvirke et sådant indtryk gennem lovgivning.

Der henvises til sagsnr. 2009-730-1026.

Med venlig hilsen
Jørgen Lougart

Se andre høringssvar

23. august 2026
Bekendtgørelse for Færøerne om generel og udifferentieret registrering og opbevaring af oplysninger om en slutbrugers adgang til internettet
Justitsministeriet
17. august 2026
Ændring af udleveringsloven, straffeloven og EU-fuldbyrdelsesloven (Ændring af reglerne for sager om udlevering til og fra medlemsstater i Den Europæiske Union mv.)
Justitsministeriet
2. august 2026
Bekendtgørelser for Grønland (arvelov, dødsboskiftelov, ægtefælleskiftelov)
Justitsministeriet
27. februar 2026
Lov om medieombudsmanden
Kulturministeriet