dommerforeningen_retssal dommerforeningen_paa_vej dommerforeningen_arbejdsliv_02 dommerforeningen_arbejdsliv

Brev til Preben Bang Henriksen vedr. Retsudvalgets spørgsmål 3 (L74)

Dato: 12. december 2018

Kære Preben Bang Henriksen,

 

Tak for din mail , hvor du fremsender justitsministerens svar på Retsudvalgets spørgsmål 3 (L74) og spørger, om vi har kommentarer.

 

Dommerforeningen har haft bestyrelsesmøde i dag, og jeg havde derfor lejlighed til at forelægge ministeriets svar for den samlede bestyrelse.

 

Det korte svar er, at bestyrelsen ikke er enig i ministeriets svar.

 

Det er væsentligt, at man ikke blander den faglige dygtighed i et givent sagskompleks sammen med evnen til at procedere en sag i retten.

 

Det er altafgørende, at den, der fører en sag for retten, er i stand til at skære sagen til, at nedlægge de rigtige påstande og anbringender, er i stand til at forelægge sagen for retten, er i stand til at afhøre parter og vidner og til efterfølgende at samle sagen sammen og procedere den.

 

For at blive advokat skal man have bestået retssagsprøven i byretten, og for at få møderet for landsretten skal man have bestået to prøver i procedure. Disse i realiteten simple krav sikrer, at den, der møder i retten, evner at opfylde ovenstående krav til at procedere sagen.

 

Dommerforeningen forlanger ikke, at den offentligt ansatte, der fremover skal kunne føre sager for sin myndighed i henholdsvis byret og landsret, skal opfylde kravene til at blive advokat. Vi ønsker blot, at vedkommende har vist sine evner i procedure, og dér er de prøver, vi i dag giver advokatfuldmægtige og advokater i procedure efter vores opfattelser en rimelig målestok.

 

Dommerforeningens opfattelse skal heller ikke tages til indtægt for en særlig beskyttelse af advokatstanden eller til, at dommere ikke bryder sig om, at andre end advokater møder i retten.

 

Dommerforeningens opfattelse er båret af hensyn til retssikkerheden.

 

De sager, det offentlige er part i – enten som sagsøger/appellant eller sagsøgt/indstævnt - har ofte vidtrækkende betydning for andre end de parter, sagen umiddelbart angår. Det er sager, der kan afgøre retstillingen på et helt område. En dom, der involverer det offentlige, kan med andre ord have virkning for alle, der er omfattet af det samme faktum. Til eksempel kan en forkert dom om bebyggelse i kystlinjen eller en forkert skattesag kan få vidtrækkende konsekvenser.

 

Den type sager, lovforslaget vedrører, er civile sager, der næsten alle uden undtagelse vil være omfattet af forhandlingsmaksimen. Det vil sige, at det er parterne, der gennem deres påstande og anbringender, sætter rammen for sagen. Retten kan ikke dømme anderledes, end der er procederet. Retten er bundet af parternes påstande og anbringender, og er disse ”forkerte”, afsiges der en ”forkert” dom. I sager, hvor det offentlige er part, og hvor det som her møder som selvmøder, vil retten være afskåret fra hjælpe det offentlige på rette vej. Retten kan kun i meget ringe omfang korrigere forkerte påstande og anbringender. Det kan i praksis føre til frifindelser, hvor der måske ikke burde frifindes!

 

En ordning, hvor der ikke stilles særlige procedurekrav til den mødende, kan i længden gå hen og blive ganske dyr for det offentlige. Føres sagen ikke tilfredsstillende af den offentlige repræsentant, kan det medføre et advokatpålæg fra retten, og er sagen kørt skævt i byretten eller i landsretten, bliver den omkostningstung, når en professionel advokat skal samle den op i Højesteret.

 

Hertil kommer det indtil videre ikke målbare - nemlig tiden. Der er efter Dommerforeningens opfattelse ikke tvivl om, at en civil sag, der i dag kan forhandles på en halv eller en hel retsdag, risikerer at trække ud, hvis den ikke føres af en procedurevant person.

 

Dommerforeningen medgiver, at advokatfuldmægtige - der typisk ikke har bestået retssagsprøven – kan føre sager i byretten, og at det er muligt uden møderet for landsret at føre sager på en såkaldt proceduretilladelse. Sagerne føres imidlertid på principalens ansvar, og det er i praksis kun mindre sager, fuldmægtigene fører i byretterne. Det er vores erfaring, at større sager - herunder sager, der vedrører det offentlige - føres af advokater.

 

Om proceduretilladelser i landsretten bemærkes, at de pågældende forinden skal have mindst to års erfaring i procedure. Man kan derfor ikke bruge reglerne om advokater til at nedgøre Dommerforeningens forslag.

 

De praktiske problemer, ministeriet rejser i forbindelse med aflæggelse af prøverne, er af en karakter, som efter vores opfattelse sagtens kan overvindes. Navnlig for så vidt angår proceduresagerne for landsretten kan man forestille sig, at de to første sager, den pågældende fører for landsretten, er prøvesager. Det er både simpelt at administrere og uden omkostninger for det offentlige.

 

Dommerforeningen medgiver, at retssagsprøverne i byretten i dag forestås af Advokatsamfundet. Der er i praksis tale om fiktive retssager, hvor alle censorer er byretsdommere. Den nærmere praktik må drøftes, men det forekommer ikke vanskeligt at forestille sig en ordning, hvor der fremover er tale om ”rigtige” sager, og hvor byretsdommeren samtidig fungerer som censor. Ordningen behøver i hvert fald ikke at indebære særlige omkostninger for det offentlige.

 

At en ordning, som den foreslåede, skulle tage år at indføre, forstår foreningen ganske enkelt ikke.

 

Afslutningsvis bemærkes, at Dommerforeningen grundlæggende ikke enige i, at der er forskel på at repræsentere sin egen myndighed eller 3. mand i proceduremæssig henseende. Der må i retten stilles lige store krav til den procesbefuldmægtigede, om man møder for egen arbejdsgiver eller på vegne af en myndighed.

 

Med venlig hilsen

 

Mikael Sjöberg