dommerforeningen_retssal dommerforeningen_paa_vej dommerforeningen_arbejdsliv_02 dommerforeningen_arbejdsliv

Brev til Peter Skaarup vedr. Dommerforeningens syn på ressourcer

Dato: 1. november 2018

Kære Peter

 

Det er jo snart nogen tid siden, vi sidst har mødtes og talt domstole. Det tager Peter Kofod sig så udmærket af, og han og jeg taler da også ofte sammen.

 

Som formand for Retsudvalget og i øvrigt centralt placeret, synes jeg alligevel, at du i al korthed skal have Dommerforeningens syn på vore ressourcer.

 

Landets byretter er efterhånden i en situation, hvor det er meget svært at få enderne til at mødes. Der oplevelses stigende sagsbunker, folk løber hurtigere og hurtigere, og der er konstant nye udfordringer. Dommerforeningen har ikke tidligere råbt vagt i gevær, men meldingen fra mange kolleger i forskellige retskredse er sådan, at vi må tage situationen ret alvorlig.

 

Regering og Folketing har over de senere år oprustet politiet og vedtaget en masse love indeholdende betydelige strafskærpelser. Det er politik og jeres gebet, men det giver flere tunge sager hos os. Antallet af nævningesager er langt højere, end man forventede ved reformen i 2007, og som vi er dimensioneret til. Vi gør naturligvis alt i vor magt for at løfte opgaven. De langt mere end 300 bandemedlemmer, der i dag sidder fængslet, har alle været gennem domstolssystemet – først som varetægtsfængslede med lange grundlovsforhør og adskillige fristforlængelser, dernæst efter lange hovedforhandlinger og til sidst tung domsskrivning.

 

Hertil kommer vvv-sagerne – altså vold- voldtægts- og våbensagerne - som der er yderligere politisk fokus på.

 

En ny stor opgave kommer formentlig allerede efter årsskiftet med oprettelsen af ungdomskriminalitetsnævnene, hvor dommere tiltænkes at spille en central rolle. Det bliver en meget stor og tung opgave, som vil lægge beslag på mange dommerressourcer.

 

Den ny familieret kommer i 2019. Den vil også være stor at indfase og medføre betydeligt flere familiesager, end vi kender i dag.

 

Domstolene modtager kompensation for familieretten og til en vis grad også for ungdomskriminalitetsnævnene, men fælles for de nye opgaver er, at det er haste opgaver. Dette, sammenholdt med den betydelige skærpelse af straffene, vi har set over de sidste mange år og som nu slår igennem i langt flere store, tunge straffesager, kan meget vel føre til længere sagsbehandlingstider på en række områder.

 

Det er egentlig ikke antallet af dommere, det er galt med. Ikke overordnet i hvert fald. Vi er ganske vist blandt de lande i Europa, der har færrest dommere pr. indbygger, men jeg ønsker heller ikke at få norske tilstande. Nej, problemet er, at vi dommere med den reduktion, der har været i årevis på kontorsiden, udfører mere og mere HK-arbejde. Det har stået på i årevis og har ikke som hævdet fra forskellig side at gøre med tinglysningen – den besparelse er for længst indfaset.

 

Domstolene er som alle andre statsinstitutioner underlagt rammebesparelser. Ikke to procent da der ikke kan reguleres på dommere og retskredse. Når domstolene skal spare, går det derfor ud over vores HK´ere. Det er en vanvittig dårlig udnyttelse af ressourcerne. Uddannede HK´ere kan få meget mere praktik fra hånden, end vi dommere kan. Det er meget uhensigtsmæssigt, at anvende dyr dommertid på opgaver, veluddannede HK´ere kunne udføre hurtigere end at lade dommerne gøre det, de er bedst til, nemlig at afgøre sager. Jeg har desværre mange eksempler på, at mine kolleger bruger tid på efterbehandling af sagerne f.eks. med afskrivning af bånd fra retten. Det ligner i forbløffende grad det, vi hører om sundhedsplatformen!

 

Hertil kommer noget meget væsentligt. Med den nuværende arbejdsfordeling, hvor HK´ere stort set er ude af retssalene, fremstår retten ikke med den værdighed, man bør kunne forvente.

 

Når folk står til en større fængselsstraf, eller en forurettet skal forklare sig i retten, er det meget vigtigt, at dommeren er nærværende. Dommeren skal ikke bare lytte og notere ned, men gerne gennem sit kropssprog og eventuelle egne spørgsmål vise, at personen og sagen faktisk er vigtig. Mine kolleger klarer alt dette forbløffende godt , men det er dybt utilfredsstillende og i længden uholdbart som dommer at have sin opmærksomhed rettet mod skærme og knapper og ikke på de mennesker, hvis skæbne man på den ene eller anden vis, behandler.

 

Der forhandles 4-års aftale for tiden for domstolene, og det er af hensyn til planlægningen godt, hvis det lykkes at få en sådan aftale. Det må bare ikke gå ud over vore daglige ressourcer, som er klemt i unødig grad. Det kan diverse konsulentrapporter ikke ændre på.

 

Så sent som her til morges har Preben Bang Henriksen talt for yderligere ressourcer til Bagmandspolitiet. Det kan ingen, der går ind for en retsstat vel have indvendinger i mod. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at man ikke kan opruste politiet – og nu måske også statsadvokaten for SØJK- uden, at det ikke får konsekvenser andre steder i straffesagskæden. I politikkerne forventer naturligt nok, at politiet opklarer flere forbrydelser og det i et hurtigere tempo, men skal det hele hænge sammen, må I også se på det næste led i kæden – os. Domstolene risikerer meget let at blive et forsinkende led.

 

 

Mange hilsner

 

Mikael