dommerforeningen på vej 02dommerforeningen retssaldommerforeningen lovtidendedommerforeningen kapperdommerforeningen arkiveringdommerforeningen bog

Høringssvar til Domstolsstyrelsen om Den digitale retsproces - civil

Dato: 8. oktober 2014

Domstolsstyrelsen
St. Kongensgade 1-3
1264 København K

 

 

Ved brev af 13. august 2014 har Domstolsstyrelsens Center for IT udsendt en høring vedrørende udviklingen af it-systemet i "Den digitale retsproces - civil". 

 

Det er i alles interesse, at der udvikles tidssvarende it-systemer, herunder et digitalt civilt sagsbehandlingssystem og en digital selvbetjeningsportal til brugerne.

 

Dommerforeningen har ikke bemærkninger til den overordnede struktur for selve it-systemet, som de til høringen vedlagte dokumenter tegner til projektet.

 

Det er Dommerforeningen bekendt, at en række dommere fra tekstudvalget, det digitale civile projekt og fra arbejdsgruppen bag vejledningen for byretterne deltager i udarbejdelsen af de tekster, der skal anvendes i systemet.

 

Dommerforeningen har også noteret sig, at foreningen vil blive aktivt inddraget i styrelsens planlægning af implementeringsfasen og undervisningstiltag.

 

En overgang til digital sagsbehandling vil betyde en meget ændret arbejdshverdag for dommerne, både under sagernes forberedelse og under hovedforhandlingen, hvor dommerne skal benytte systemet til at finde og læse dokumenterne og til at skrive afgørelser, retsbøger, meddelelser, noter mv.

 

Dommerforeningen skal i den anledning overordnet bemærke, at for megen teknikstyring fra dommerens sæde kan afsvække retsledelsen og afgørelsen af den enkelte sag, som er dommerens vigtigste opgave. Man skal i den forbindelse tænke på, hvorledes dommeren fremstår for den tiltalte og sagens øvrige parter. Det er ikke fremmende for retssikkerheden, hvis dommeren ikke har sin fulde opmærksomhed rettet mod, hvad der foregår i retten, men er mere eller mindre optaget af skærm og tastatur. Ved flere byretter varetages dele af domsskrivningsfunktionen af og i samarbejde kontorfunktionærer. Fremtidens digitalisering bør ikke ændre grundlæggende på dette princip.

 

Det er dommeren, der varetager retsledelsen under sagen og parterne, der forelægger sagen. Det er et helt grundlæggende princip, som skal bevares, uanset man i større eller mindre omfang overgår til it i retssalen.

 

Mange dommere arbejder udenfor arbejdstid og i weekender. Fremtidens it-systemer bør i videst muligt omfang tage højde herfor.

 

Det er en grundlæggende betingelse for, at den digitale retsproces bliver en succes, at dommerne indføres i systemerne og løbene kan få tilstrækkelig it-hjælp. Når det drejer sig om større sager, kan det være nødvendigt, at denne it support findes i selve retssalen

 

Dommerforeningen finder det afgørende, at vi inddrages i planlægningen af implementeringsfasen. Der skal efter Dommerforeningens opfattelse arbejdes nærmere med blandt andet:

 

- orientering om projektet, 

- undervisning af de personalegrupper, der skal benytte systemet, herunder dommerne, 

- sikring af dygtig og hurtig it-support ved embederne og centralt i styrelsen,

- orientering og forberedelse af brugerne, herunder de professionelle partsrepræsententer.

 

For at et digitalt sagsbehandlingssystem kan medføre de tilsigtede effektive arbejdsgange, er det en forudsætning, at den nødvendige hardware anskaffes, således som det også er anført i forandringslisten, der er vedlagt høringen. For at gøre implementeringsfasen enklere og mere fokuseret på selve it-systemet, foreslår Dommerforeningen, at det overvejes at anskaffe den nødvendige hardware, allerede inden it-systemet tages i brug. Herved kan dommerne og de andre medarbejdere opnå en vis fortrolighed og sagsbehandlingserfaring med nye computere, ekstra skærme mv. allerede forud for, at it-systemet sættes i drift. 

 

Med venlig hilsen

 

 

Mikael Sjöberg