dommerforeningen_retssal dommerforeningen_paa_vej dommerforeningen_arbejdsliv_02 dommerforeningen_arbejdsliv

Brev til retsudvalget vedr. dommernes bibeskæftigelse

Dato: 11. september 2014

Kære Retsudvalg.

I Berlingske i går var der i tillægget Business et par stort opsatte artikler om boom i dommeres bi­jobberi.  I en af artiklerne har nogle af udvalgets medlemmer udtalt sig og krævet et indgreb.

Artiklerne er tendentiøse og fyldt med insinuationer, og dermed er nogle af de slutninger, I gør jer, desværre ikke baseret på et rimeligt oplyst grundlag.

De danske dommere yder dagligt et stort arbejde. Vore domstole hører til blandt de billigste og mest effektive i Europa og nyder stor respekt i befolkningen. Det er en respekt, som vi gør meget ud af at værne om. Derfor er det ærgerligt, at nogle artikler i en ellers seriøs avis tegner billedet af en dom­merstand, der ikke passer sit arbejde, men i stedet bijobber til millioner og tilmed gør sig inhabile.

Som formand for de danske dommere synes jeg derfor, at er det min pligt at oplyse sagen ordentligt.

Som den eneste gruppe i dette samfund – og jeg understreger – den eneste – skal dommerne efter loven indberette enhver bibeskæftigelse, og der er sat et loft over, hvor meget den enkelte dommer må tjene ved siden af sin faste dommergerning. Disse regler påses nøje af den enkelte retspræsident, der sammen med den pågældende dommer årligt indberetter omfanget af bibeskæftigelse til Bibe­skæftigelsesnævnet. Det er regler, Folketinget vedtog i 2006.

Berlingske har på bedste journalistiske vis taget de største tal for bibeskæftigelse, og fremhævet de dommere, der har flest sager. Det er rigtigt, at nogle højesteretsdommere og enkelte landsdommere har meget høje biindtægter, men det tegner slet ikke et billede af virkeligheden blandt dommerne, og det må ikke være på baggrund af sådanne sensationstal, at man drager sine konklusioner.

Danske dommere bijobbede i 2013 for godt 55 millioner kroner. Det fremgår af Bibeskæftigelses­nævnets årsberetning, som er frit tilgængelig på nettet, og tallet er svagt stigende fra 2012.

Halvdelen af landets byretsdommere har imidlertid ikke nogen bibeskæftigelse, og gennemsnits­indtægten for de, der har bibeskæftigelse, er godt 100.000 kr.. 20 ud af i alt 73 landsdommere har heller ikke bibeskæftigelse, og gennemsnitsindtægten for landsdommere med biindtægt er godt 300.000 kr. 

Jeg vil gerne slå to ting fast: Bibeskæftigelsen går ikke ud over produktiviteten ved de danske dom­stole, således forstået, at der kunne gennemføres flere sager, hvis dommerne ikke havde bijob, og bibeskæftigelsen gør ikke dommerne inhabile.

Samtidig vil jeg hævde, at dommerne gennem deres arbejde i blandt andet nævn og råd udfører en vigtig samfundsmæssig opgave på en meget smidig og billig måde. 

Lad os tage det med produktiviteten først.

Produktiviteten ved de danske domstole har faktisk aldrig været højere end nu. Byretterne har gen­nem de sidste 5-6 år produceret flere og flere sager, og landsretterne har aldrig gennemført flere sa­ger end i dag. Danske dommere går i retten 4 dage om ugen, hvilket er nordisk rekord i såkaldt kon­frontationstid, og produktiviteten pr. dommer er langt højere i Danmark end i Norge og noget højere end i Sverige og Finland. Der kan ikke presses flere sager ind på, hvad man ville kalde en sædvanlig arbejdsdag i retten og i en sædvanlig arbejdsuge.

Det er desværre en kendsgerning, at sagsbunkerne for tiden vokser ved de to landsretter, men det skyldes ikke, at dommerne er fraværende i deres bijob, men at byretterne de senere år har produce­ret ekstraordinært mange sager.

Dommerne udfører deres bibeskæftigelse i fritiden, det vil sige i aftentimerne og i weekender og i ferier. En række nævnsmøder afvikles naturligvis af hensyn til parter og andre medlemmer på den berammelsesfri dag, men det har blot med den konsekvens, at dommeren må forberede sig og skrive sine domme uden for sædvanlig arbejdstid.

Jeg er således helt enig med landsretspræsident Bent Carlsen, Østre landsret, når han er citeret for at sige, at landsdommernes bibeskæftigelse absolut ikke går ud over produktiviteten – eller kvaliteten af sagerne. Jeg er overbevist om, at enhver retspræsident i landet ville kunne sige det samme om de­res embede.

Men hvad så med habiliteten? Jeg kender ikke til eksempler, hvor dommere skulle have gjort sig inhabile gennem deres bijob. Det ligger dybt i enhver dommer, at ingen skal kunne sætte en finger på hans eller hendes habilitet. Det er vel nærmest en dommers DNA. Dommeren skal efter loven påse sin habilitet i hver enkelt sag, og jeg kan forsikre, at en part nok skal påberåbe sig inhabilitet, hvis der er den mindste mistanke om noget sådant. Det forarger mig derfor, når tidligere professor Eva Smith nu igen fremkommer med uunderbyggede påstande om vores inhabilitet. Det er syns­punkter, Eva Smith fremførte som medlem af Bibeskæftigelsesudvalget og som medlem af Dom­stolsudvalget, men hun mig bekendt aldrig fremdraget eksempler.

Den blotte mistanke om inhabi­litet er naturligvis ubehagelig og et problem i sig selv, men det synes jeg, at man har håndteret ud­mærket i Bibeskæftigelsesnævnet, der blandt andet påser, at dommere ikke har bierhverv, hvor de varetager økonomiske interesser.

I en af overskrifterne i Berlingske hedder det, at ”politikere kræver indgreb over for bijob”. Et ind­greb blev som sagt foretaget i 2006, da man indførte et loft over indtjeningen.  Hvis man yderligere begrænser eller helt afskaffer bibeskæftigelse, skal man gøre sig konsekvenserne klare. Her er jeg fremme ved min påstand om, at samfundet faktisk er bedst tjent med systemet, som det er i dag.

Knap 75 % af indtægterne fra bibeskæftigelse stammer fra nævn eller råd. Det vil sige hverv, hvor Folketinget ved lov har bestemt, at formandsposten skal bestrides af en dommer. Afskaffer man muligheden for ved siden af det faste dommerhverv at være formand for et råd eller nævn, skal op­gaven varetages på anden vis. Hvis det skal være en del af dommerarbejdet – og dermed udføres i arbejdstiden - går det ud over dommerens faste arbejde og dermed berammelsestiden. Skal beram­melsestiden samtidig opretholdes, må der ansættes flere dommere. Et eksempel herpå havde man i begyndelsen af 1990´erne, hvor man lod hvervet som dommer i de kommunale børne-ungeudvalg være en fast del af byretsdommernes arbejde som dommer. Det medførte et betydeligt antal ekstra dommerstillinger!

Det kræver derfor ikke megen fantasi at forestille sig, hvad konsekvenserne vil være, hvis man skulle erstatte de mange dommertimer, der ligger bag tallene for nævn og råd med faste dommer­stillinger. Jeg har ladet mig citere i Berlingske for, at det ville koste mindst 50 ekstra dommerstil­linger. Det er et gæt – som vist endda et meget lavt sat.

Jeg tror med andre ord, at man må konkludere, at vi med dommerne i vore nævn og råd, som reg­lerne er i dag, får varetaget en række væsentlige samfundsopgaver på en overordentlig hensigts­mæssig – og billig måde.

Dommernes samlede honorar for voldgift var i 2013 godt 13 millioner kroner. Man kan synes, at dette tal er meget højt, men det kan også forstås som udtryk for en efterspørgsel i erhvervslivet efter de kompetencer, dommere besidder. Også her kan jeg her forsikre, at arbejdet er udført i de pågæl­dendes fritid, og at ingen dommere har gjort sig inhabile. I mange kontrakter har parterne indført en klausul om voldgift, men ofte ingen betingelse om, at formanden absolut skal være dommer. Par­terne kunne altså i stedet vælge en advokat, og man kunne derfor vælge at anskue det hele lidt an­derledes og i stedet være lidt stolt over, at danske dommere nyder så bred tillid i erhvervslivets øjne!

Jeg uddyber gerne mine synspunkter i et møde med udvalget - og om ikke andet ses vi jo på årsmø­det i oktober.

Jeg har sendt en kopi af dette brev til justitsministeren.

 

Med venlig hilsen

Mikael Sjöberg