Debatindlæg: "Svært at rekruttere dommere"

Af byretsdommer Jørgen Lougart og landsdommer Mikael Sjöberg, henholdsvis formand og næstformand i Den danske Dommerforening.

Peter Skaarup har forleden i Politiken spurgt justitsministeren, hvorfor der er så få ansøgere med anden baggrund end dommerfuldmægtig eller karriere i Justitsministeriet, der vælger at blive dommer.

Nu ved vi jo af gode grunde ikke, hvad justitsministeren har tænkt sig at svare, men har vi selv tre gode bud:

Lønnen er dårlig. Dommere tjener langt mindre end ansatte advokater på de store advokatkontorer i København og er samtidig sakket meget bagud i forhold til sammenlignelige grupper indenfor det offentlige. Vi har begge kolleger, der er gået ned i løn fra at være chefer i centraladministrationen til at blive dommer. Det skyldes blandt andet, at dommere på grund af deres grundlovssikrede uafhængighed ikke kan gå på resultatløn eller anvende "ny løn". Det seneste aftaleresultat indebar bortset fra en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til højesteretsdommerne stort set intet til landets øvrige godt 350 dommere bortset fra den generelle lønstigning, som alle får.

For at blive dommer skal man have gennemgået 9 måneders landsretskonstitution med godt resultat. Det er et ufravigeligt krav til at blive dommer, at man har et højt fagligt niveau, og det sikrer landsretskonstitutionen. Den kan derfor ikke undværes, selvom vi godt er klar over, at den kan være svær at indpasse ikke mindst for travle advokater, der har hensyn at tage til deres firma og klienter. Et udvalg under domstolsstyrelsen ser dog for tiden på, om ikke konstitutionsperioden kan tilrettelægges mere individuelt og smidigt.

Endelig er der faktisk de ringe og utidssvarende arbejdsforhold, vi byder de nyansatte dommere. Byretsdommere må i dag fungere som egen sekretær, og den it og de kontorfaciliteter, de får stillet til rådighed, tiltrækker ikke ansøgere udenfor domstolssystemet. Samtidig har ikke mindst byretterne efter domstolsreformen fået styrtende travlt. Den tid til refleksion og overvejelse, som stillingen som dommer fordrer, er det svært at få tid til.

Der findes næppe et mere spændende og personligt udfordrende arbejde end at være dommer. Det bliver nok bare ikke nemmere at tiltrække ansøgere uden for systemet, når man tager ovenstående forhold i betragtning. Vi kunne derfor godt tænke os, at politikerne i højere grad ville interessere sig for disse forhold i stedet for at diskutere dommeres påklædning!