Høringssvar vedr. fremmedkrigere

Justitsministeriet har ved mail af 20. januar 2020 anmodet Dommerforeningen om en udtalelse om udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte).

Forslagets formål er en styrket indsats mod fremmedkrigere og andre terrordømte gennem tættere kontrol og strafskærpelser.

Det foreslås for det første at ændre straffeloven, så domstolene som led i en straffedom kan give et opholdsforbud og et kontaktforbud til personer, som idømmes ubetinget fængselsstraf mv. for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, og det foreslås endvidere, at politiet fører tilsyn med sådanne personers overholdelse af forbuddet.

For det andet foreslås straffen for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser skærpet dels gennem en generel forhøjelse af strafferammerne, dels gennem en gennemgående forhøjelse af det gældende strafniveau med omkring det halve i forhold til den straf, der i dag fastsættes af domstolene.

Lovudkastet har været drøftet på et møde i Dommerforeningens bestyrelse.

Ønsket om en strammere kurs overfor fremmedkrigere i form af højere straffe og mere kontrol er politisk motiveret og giver som sådan ikke anledning til bemærkninger fra Dommerforeningen.

Strafskærpelser er et politisk anliggende. Lovudkastet indeholder meget præcise og detaljerede eksempler på, hvorledes straffene for de enkelte terrorbestemmelser skal fastsættes.

Dommerforeningen bemærker imidlertid, at det af bemærkningerne fremgår, at straffastsættelsen i det enkelte tilfælde fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelser i straffelovens kapitel 10. Det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Rent bortset fra at det politiske signal om en væsentlig strafskærpelse kan opnås, uden at man for hvert enkelt delikt går i detaljer om straffens fastsættelse, kan detaljerede lovbemærkninger om straffastsættelse føre til utilsigtede virkninger. Som eksempel herpå kan nævnes, at lovudkastet indeholder en højere strafferamme for offentlig billigelse af visse handlinger foretaget i strid med straffelovens kap 12 og 13 end selve hovedforbrydelsen. Som et andet eksempel kan nævnes lovudkastets bemærkninger til straffelovens § 136, stk.2, hvor det foreslås, at en sag, der i dag afgøres med fem måneders fængsel, efter lovændringen skal afgøres med 7 1/2 måneders fængsel. En sådan strafposition synes ikke mulig, jf. straffelovens § 33, hvorefter fængsel i kortere tid end 3 måneder fastsættes i dage og ellers i måneder og år.

Et opholdsforbud efter lovudkastet indebærer, at den dømte ikke må færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer i en negativ retning. Opholdsforbuddet vil efter lovens udgangspunkt skulle udformes på samme måde, som hvad der gælder for rockere/bandekriminelle. Umiddelbart forekommer det dog betydeligt vanskeligere at definere et relevant område at forbyde terrordømte at komme i.

Lovforslagets bemærkninger forholder sig ikke til den mulige begrænsning i forsamlings- og foreningsfriheden, som opholdsforbuddet indebærer. I U.1999.1798H (Rockerlov-dommen) behandlede Højesteret bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt opholdsforbud kunne være i strid med grundlovens § 79 (forsamlingsfriheden). Højesteret anførte i sine præmisser bl.a., at der er grænser for, hvor meget forsamlings- og foreningsfriheden kan begrænses. På denne baggrund havde Dommerforeningen gerne set, at lovudkastet havde forholdt sig Grundlovens §§ 78 og 79. En gennemgang af indskrænkningen af disse frihedsrettigheder i forhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention er tilsvarende er udeladt.

For så vidt angår forslaget om politiets tilsyn forekommer dette ligesom tilsynet efter reglerne om seksualforbrydere at være meget indgribende i privatlivets fred, herunder i brevhemmeligheden og i boligens ukrænkelighed. Der er efter lovudkastet tale om, at den terrordømte, der sammen med dommen får et opholdsforbud, skal tåle, at politiet som et led i sit tilsyn i op til 10 år herefter kan undersøge dennes bolig, læse mails, ransage computer mv. uden konkret retskendelse. I bemærkningerne til lovudkastet anvendes den samme argumentation for, at tilsynet ikke er i strid med grundlovens § 72 eller menneskerettighederne som i forslaget om tiltag over for seksualforbrydere. Ikke desto mindre gælder fortsat de samme betænkeligheder ved indførelse af et så indgribende tilsyn, som gjaldt og stadig gælder for tilsynet over for seksualforbrydere.

Den foreslåede kontrol er for at sikre, at den dømte ikke overtræder et kontaktforbud. Såfremt man ikke har nogen mistanke herom, synes der ikke grund til at kontrollere. Overgangen mellem politiets løbende kontrol til efterforskning på grundlag af egentlig mistanke, hvor politiet efter retsplejeloven skal indhente en retskendelse, synes i praksis meget glidende. Dommerforeningen ser derfor med stor betænkelighed på, at de retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger bag indgreb i bl.a. i privatlivets fred, og som efter lovgivningen sikres ved en retskendelse, på denne måde langsomt, men sikkert udhules.

Det er Dommerforeningens erfaring, at spørgsmål om forbud efter straffelovens § 79 a, jf. § 81 a, i praksis har vist sig at være ganske tidskrævende. Det samme må antages at blive tilfældet for behandlingen af spørgsmål om forbud efter § 79 b, hvor det som omtalt ovenfor tilmed kan være vanskeligt at definere det område, den dømte ikke må komme i. Det er endvidere sandsynligt, at der vil skulle behandles sager om overtrædelse af forbud efter straffelovens § 124 a og om ophævelse af forbud efter straffelovens § 79 b, stk. 10. Samlet set vil lovforslaget således betyde længere hovedforhandlinger hos domstolene.